Gå til hovedindhold
Du er her:
Pressemeddelelse

Røde Orm i Ulvedalene

 Aftale betyder teater i Ulvedalene hvert andet år

    

Seksårig aftale mellem Det Kongelige Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune sikrer teater i Ulvedalene hvert andet år.  I 2018 inviteres til vikinge-eventyret Røde Orm.

Presseinvitation: Onsdag d. 25. oktober bliver stykket og skuespillere præsenteret for pressen - tilmelding https://kglteater.dk/om-os/presse/presserum/

Baggrund

Hundredtusindvis af danskere har gennem årene oplevet stort anlagte teatershows i Dyrehaven som Robin Hood og Kong Arthur. Nu kan publikum glæde sig til endnu flere store kulturoplevelser under åben himmel.

En seksårig aftale mellem Det Kongelige Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune sikrer, at der hvert andet år, mod tidligere hvert tredje, vil være kæmpe teaterforestillinger i Ulvedalene i Dyrehaven. Det betyder, at den elskede teatertradition som minimum fortsætter i både 2018, 2020 og 2022.

"Vi er rigtig glade for den nye aftale, som gør det muligt for os at lave endnu flere spektakulære familieforestillinger i absolut bredformat til danskerne," siger Morten Hesseldahl, teaterdirektør for Det Kongelige Teater.

Samme begejstring lyder fra Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune:

"Teater i Ulvedalene er en stor succes og en markant kulturel satsning, der engagerer mange lokale borgere som frivillige. De bidrager med viden, praktik og et stort engagement fx som statister, ryttere eller praktiske hjælpere. Jeg ved, at mange af dem også ser frem til forestillinger hver andet år. Og så er jeg glad for, at vi i fremtiden får mulighed for at invitere samtlige af kommunens 7. og 8. klasser til forpremiere på opførelserne. Det betyder, at kommunens unge får mulighed for at opleve teater og musik på et højt niveau sammen med deres lærere og klassekammerater."

Og der er ingen tvivl om, at de store forestillinger i Dyrehaven allerede er en fast tradition for områdets beboere:

"Vi er rigtig mange borgere i Lyngby-Taarbæk, som ser frem til Det Kongelige Teaters forestillinger i Dyrehaven. Den kunstneriske kvalitet og de smukke omgivelser i Dyrehaven er altid en fantastisk totaloplevelse - hvor natur og kultur går op i en højere enhed. Jeg er derfor glad for, at vi er kommet i hus med en samarbejdsaftale, der gør, at vi får mere teater til kommunen," siger Hanne Agersnap, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Første forestilling i den nye aftale bliver det imponerende og anmelderroste vikinge-eventyr Røde Orm, som denne sommer spillede for mere end 90.000 publikummer på Moesgaard Museum i Aarhus. Stykket handler om mandsmod, kærlighed, krig og magt.

  Kontaktinformation

Christian Bækholm
Presseansvarlig, skuespillet
+45 20 14 96 46
chba@kglteater.dk

 Social media icon Social media icon