Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

Gyldendal Uddannelse har haft et brud på persondatasikkerheden

Gyldendal Uddannelse, som Lyngby-Taarbæk Kommune har en databehandleraftale med, har rapporteret et hul i deres egen it-sikkerhed

Sikkerhedsbristen betød, at udefrakommende med teknisk snilde potentielt kunne tilgå persondata fra 2007 og frem til 16. maj 2022. Det betød, at informationer i Gyldendal Uddannelse om elevnavn/lærernavn, skolenavn, klasse, rolle (lærer/elev) og brugernavn kunne ses. Data har ikke omfattet passwords og oplysninger om elever og lærere med adresse- eller navnebeskyttelse.

Gyldendal Uddannelse har meddelt, at de lukkede hullet så snart, de fik information om bristen, og bruddet blev indberettet til Datatilsynet.

Gyldendal Uddannelse har meddelt, at de tager hændelsen meget alvorligt, og har haft eksterne specialister i cybersikkerhed til at undersøge sagen. På baggrund af deres indsats vurderer specialisterne, at det er højst usandsynligt, at der har været ondsindet aktivitet i relation til det udsatte data.

Gyldendal Uddannelse har endvidere oplyst, at for at sikre, at samme fejl ikke skulle gentage sig, er de ved at gennemgå alle deres sider. De foreløbige resultater bestyrker antagelsen af, at fejlen er af en karakter, som ikke vil være at finde andre steder i Gyldendals systemer, men alle sider gennemgås grundigt for at sikre, at dette er tilfældet. Lyngby-Taarbæk Kommune vil løbende kontrollere Gyldendal Uddannelse.

Lyngby-Taarbæk Kommune har anmeldt bruddet til Datatilsynet, og anser ikke sandsynligheden for misbrug som særlig stor, men anbefaler, at du i den kommende tid er særlig opmærksom på, om dine personoplysninger bliver misbrugt.

Du har også mulighed for at kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver via digital post, benyt linket i kontaktboksen her på siden.

Du kan læse hele Gyldendals meddelelse på deres hjemmeside.