Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

Folketingsvalg onsdag den 5. juni 2019

Annonce vedrørende Folketingsvalget udgivet i det grønne område den 14. maj 2019

Valgkort

Valgkort sendes til de personer, der er optaget på valglisten for Lyngby-Taarbæk Kommune. Valgkortet bedes medbragt og afleveret ved stemmeafgivningen.

  • Afstemning skal ske på det afstemningssted, der står på valgkortet.
  • Er valgkortet ikke modtaget senest fredag den 31. maj 2019, eller er det forkert udfyldt, bedes det meddelt Borgerservice via telefon 45 97 30 00.
  • Evt. klage vedrørende valgkort rettes via e-mail til juridisk@ltk.dk.

Afstemningssted og -tid

Afstemningsstedet fremgår af det tilsendte valgkort. Afstemningen foregår fra kl. 8.00 til 20.00.

På alle afstemningssteder og brevstemmestedet er der opstillet et stemmerum med særlig adgang til kørestol/rollator. Stemmerummet indeholder herudover hæve-sænkebord, en ikke-håndholdt lup, en ikke-håndholdt LED-lampe og en sort pen til afkrydsning.

På afstemningssted Lindegård, Lyngby Idrætsby, Lundtoftevej 53 A, 2800 Kgs. Lyngby er der mulighed for at benytte et forstørrelsesapparat med skærm af typen CCTV. Dette hjælpemiddel er ligeledes tilgængeligt ved brevstemmeafgivning i Borgerservice, jf. adresse nedenfor.

Vælgere, der ønsker overførsel til andet afstemningssted som følge af handicap, nedsat førlighed eller ønske om at benytte forstørrelsesapparat på afstemningssted Lindegård, skal benytte et ansøgningsskema, som findes via kommunens hjemmeside www.ltk.dk/valg eller Økonomi og Indenrigsministeriets hjemmeside www.valg.oim.dk . Ansøgningsskemaet sendes eller afleveres til Borgerservice og skal være fremme senest tirsdag den 28. maj 2019 kl. 12.00.

Vælgere, der på valgdagen er i stand til at møde frem på afstemningsstedet, men som på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan komme ind i selve afstemningslokalet, kan afgive stemme udenfor afstemningslokalet. Sådanne vælgere er ikke berettiget til at stemme i hjemmet.

Brevstemmeafgivelse

Vælgere, der er forhindret i at møde på afstemningsstedet på valgdagen, kan afgive brevstemme ved personligt fremmøde i enhver Borgerservice her i landet senest lørdag den 1. juni 2019. Valgkort og/eller anden legitimation (sygesikringsbevis, pas, kørekort) skal medbringes.

I Lyngby-Taarbæk Kommune finder brevstemmeafgivelse sted ved henvendelse til:

Borgerservice

Toftebæksvej 12,

2800 Kgs. Lyngby

Den almindelige åbningstid er:

Mandag - ­onsdag kl. 9.30­ - 15.00

Torsdag kl. 9.30 - ­17.30

Fredag kl. 9.00 - ­13.30

Der vil være ekstraordinært åbent for afgivelse af brevstemme følgende dage:

Lørdag den 18. maj 2019 kl. 10.00 - 14.00

Søndag den 19. maj 2019 kl. 10.00 - 15.00

Lørdag den 25. maj 2019 kl. 10.00 - 14.00

Lørdag den 1. juni 2019 kl. 09.00 - 16.00

Brevstemmeafgivelse på områdecentre mv.

Vælgere, der bor på områdecentre, særlige plejehjem, beskyttede boliger og ældreboliger, samt vælgere, der benytter dagcentre, der drives efter reglerne i lov om social service, kan afgive brevstemme på institutionerne på et nærmere fastsat tidspunkt enten mandag den 27. maj 2019 eller tirsdag den 28. maj 2019. Der henvises til opslag om tid og sted på de enkelte områdecentre.

Vælgere, der er indlagt på sygehus, kan afgive brevstemme på sygehuset.

 

Brevstemmeafgivelse i hjemmet

Såfremt en vælger ikke kan møde på afstemningsstedet på valgdagen på grund af sygdom eller manglende førlighed, kan der søges om at afgive brevstemme i hjemmet. For at kunne brevstemme i hjemmet skal der udfyldes en særlig formular, som kan hentes i Borgerservice i normal åbningstid, rekvireres på telefon 45 97 30 00 eller hos hjemmeplejen. Formularen kan også hentes via Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside www.ltk.dk/valg eller Økonomi og Indenrigsministeriets hjemmeside www.valg.oim.dk. Formularen skal udfyldes og afleveres til Borgerservice senest fredag den 24. maj 2019 kl. 18.00 for at komme i betragtning.

Brevstemmeafgivelse i hjemmet finder sted tirsdag den 28. maj 2019, og den enkelte ansøger får nærmere besked herom. En tilforordnet vælger og en af kommunens medarbejdere kommer på besøg i hjemmet og vejleder ved stemmeafgivningen.

Kørsel af folke- og førtidspensionister til afstemningsstederne

Vælgere, der modtager pension i henhold til den sociale pensionslov, og som er gangbesværede eller svagelige, kan på valgdagen vederlagsfrit blive transporteret til og fra afstemningsstedet. Kørslen vil fortrinsvis ske om formiddagen.

 

Henvendelse om kørsel rettes til Center for Sundhed og Omsorg, Toftebæksvej 12, 2800 Kgs. Lyngby, telefon 24 91 50 89 senest mandag den 3. juni 2019 kl. 12.00.

 

Beboere på områdecentre, i beskyttede boliger og ældreboliger, som er tilknyttet områdecentre, bedes snarest rette henvendelse til lederen af centret om sådan kørsel.

 

Fortegnelser over opstillede partier og kandidater

Fortegnelser over de opstillede partier og kandidater til valget vil blive opslået:

  • i Borgerservice, Toftebæksvej 12
  • på tavlerne i forhallen på Lyngby Rådhus
  • på Stadsbiblioteket, Lyngby Hovedgade 28.