Gå til hovedindhold
Du er her:
Jobannonce

To logopæder til PPR i Lyngby-Taarbæk Kommune

Vil du være med til at udføre PPR-arbejde af høj faglig kvalitet? Har du et helhedsorienteret blik på barnet, dets sproglige udvikling og kommunikative deltagelsesmuligheder? Kan du vejlede barnets voksne på måder, der fremmer barnets deltagelse i læringsfællesskaber? Så er du måske vores nye logopæd!

To logopæder til PPR i Lyngby-Taarbæk Kommune

PPR i Lyngby-Taarbæk Kommune søger henholdsvis en logopæd til en fast stilling på 37 timer ugentligt og en deltidsstilling på 14 timer fra den 1. marts 2025.

Om jobbet
PPR i Lyngby-Taarbæk Kommune er en del af Center for Uddannelse og Pædagogik. Du bliver en del af en logopædgruppe med 10 kolleger. Derudover får du en række PPR-kollegaer i form af flersprogskonsulenter, psykologer, specialpædagogisk korps, kommunens læsekonsulent samt medarbejdere i motorikteamet.

I logopædgruppen betjener vi dagtilbud og skoler i 8 distrikter. Samtidig er vi fordelt i teams med specialer inden for de forskellige logopædiske discipliner. Vi har bl.a. et tværfagligt udtaleteam, et stammeteam og et stemmeteam, der dækker det meste af vejledningsopgaven og undervisningen på tværs af hele kommunen

Vi samarbejder med kommunens dagtilbud og skoler både omkring enkeltsager og i fht at understøtte børns sprogudvikling generelt. Vi indgår desuden i en distriktsbaseret samarbejdsmodel, hvor logopæderne, som en del af PPR, samarbejder med faste skoler eller dagtilbud og deltager i konsultativ sparring og netværksmøder.

Om os
Logopædgruppen er fagligt dygtig, engageret og nysgerrig. Vi tager os tid til faglig sparring, og arbejdsmæssig trivsel har høj prioritet. Vores samvær og kollegaskab er kendetegnet ved respekt, varme og humor.

Vi gør meget ud af at hjælpe nye kolleger godt på plads, og vi vægter tilgængelig og nærværende ledelse. Det er vigtigt for os og for din opgaveløsning hos os, at du oplever, at du kan sætte din faglighed i spil på nuanceret vis, og vi er som organisation optaget af løbende at justere vores praksis.

Vi foretrækker, at du:

  • Er uddannet logopæd med lærer-, pædagog- eller universitetsbaggrund.
  • Kan varetage logopædiske undersøgelser og undervisning af børn i alderen 0-18 år.
  • Har overblik og færdigheder i forhold til selvstændigt at kunne strukturere din tid og planlægge dine opgaver.
  • Har gode formidlingsevner, både på skrift og i tale. PPR-arbejdet indebærer en del skriftligt vurderingsarbejde.
  • Kan yde rådgivning og vejledning ud fra et konsultativt, systemisk og inkluderende perspektiv.
  • Kan holde oplæg for decentrale fagpersoner i fht aktuelle temaer eller generel kapacitetsopbygning på sprogområdet.


Praktisk
Ansøgningsfrist den 8. januar 2025.
Samtaler holdes den 16. januar 2025

Løn i henhold til gældende overenskomst

Da der er tale om opgaver på flere matrikler er egen transportmulighed nødvendig.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af sprogområdet, Tine Rosenberg Larsen på mobil: 29 13 03 78 eller mail trl@ltk.dk eller logopæd Linnea Hoffmeyer Grindsted på mail linhg@ltk.dk