Gå til hovedindhold
Du er her:
Jobannonce

Mindre børnehus søger uddannet pædagog

Mindre børnehus med plads til gode grin, refleksion, udvikling og nysgerrighed - Vi har også plads til dig

Mindre børnehus søger uddannet pædagog

I Børnehuset Rævehøjen vil du møde et stærkt arbejdsfællesskab, hvor der rig mulighed for faglig sparring og udvikling. Et arbejdsfællesskab hvor vi kan grine sammen, hvor vi motiverer hinanden og hvor vi er optaget af, at se ind i praksis og justerer denne ved behov, så vi derved, understøtter den aktuelle børnegruppe og det enkelte barn bedst muligt. Vi er normeret til 36 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn – hvor det er i vuggestueafdelingen vi søger en uddannet kollega.

Vi har et skønt nærmiljø med et væld af muligheder for sjove, udfordrende og lærerige oplevelser med børnene. Vi bor i gåafstand til Dyrehaven (900m). Novozymes ligger på den anden side af vejen, hvor der på området er skønne naturstier, en lille skov med shelters, vandleg, spejl- labyrint m.m. Vi har et stort grønt område med ”vild med vilje” og et væld af insekter, bålplads og kælkebakke, der grænser op til vores egen legeplads samt flere offentlige legepladser lige om hjørnet. Vi har ladcykler med el til de lidt længere turer - f.eks. ud til vandet ved Strandmøllekroen.

I vuggestueafdelingen er børnene som udgangspunkt fordelt på 2 stuer. Vi er så heldige at have 3 grupperum i afdelingen, der gør det muligt, at fordele børnene i mindre grupper i løbet af dagen. I vuggestuen lægger vi stor vægt på åbne døre. Åbne døre betyder for os, at børnene har mulighed for, at opholder sig der, hvor det giver bedst mening for det enkelte barn, der hvor deres yndlingsvoksen er eller deres bedste venner – eller måske hvor det spændende sker. Vi voksne fordeler os efter børnene eller igangsætter aktiviteter for at tiltrække børnene til ”tomme hjørner”.

For at sikre faglig planlægning, evaluering, forberedelse og sparring har vi et ugentligt afdelingsmøde og et månedligt aften-personalemøde. Derudover har personalet mulighed for at booke tid til fordybelse fredag formiddag.

Vi forestiller os at du:
 

  • kan skabe inspirerende og udfordrende læringsmiljøer for børnene
  • er en teamplayer, der ønsker at engagere dig på tværs i hele huset
  • vil arbejde efter fælles mål og være med til at sætte dem
  • vil være aktiv i den pædagogiske debat
  • kan modtage og give faglig konstruktiv kollegial feedback
  • er reflekterende omkring din egen praksis


Vi har lukket i ugerne 29-30, men efterfølgende, er du velkommen til at kontakte leder Linda Samsøe på tlf. 45285650, hvis du ønsker nærmere information. Vi holder samtaler 8. august 2024