Gå til hovedindhold

Skoleudviklingssamtale

Læs notatet fra Skoleudviklingssamtalen 2024 for Taarbæk skole

Indhold

    Formålet med skoleudviklingssamtalen 

    I skoleåret 2022/23 blev skoleudviklingssamtalen obligatorisk jf. Folkeskoleloven. Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem skolens ledelse og forvaltningen, hvor vi sammen stiller skarpt på skolens situationsbillede og skoleudvikling. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af skolens udfordringer, udviklingsområder og de udviklingsindsatser, der iværksættes fremadrettet. Skoleudviklingssamtalen skal tage afsæt i, hvordan elevernes læring, dannelse og trivsel bedst styrkes i skole, klub og SFO. 

    Under skoleudviklingssamtalen har vi fokus på skolens situationsbillede med fokus på udvalgt data, og hvilken betydning det har for skolens strategiske udvikling. Det er skolen, der har initiativretten til at beskrive de udviklings- og indsatsområder, samtalen skal fokusere på, men forvaltningen kan supplere med relevante fælles temaer. 

    Der skal if. folkeskoleloven være fokus på de faglige resultater i læsning og matematik, og I kan inddrage resultaterne fra Folkeskolens Nationale Overgangstest og/eller andre faglige resultater. Det er skolen, der udvælger de resultater, de ønsker at drøfte i skoleudviklingssamtalen. 

    I dette skoleårs udviklingssamtaler, skal vi som det fælles have fokus på de trivselsindsatser, og udvikling af skolens læringsmiljø med henblik på, at alle elever modtager undervisning tættest muligt på almenområdet. Øvrige indsatser fra årsaftalen kan også inddrages i drøftelserne. 

    I samtalen skal der i år inviteres relevante gæster med, der kan være med til at belyse skolens strategiske udvikling. Relevante gæster kan være elever, medarbejdere eller forældre, der enten deltager fysisk, eller som på alternativ vis kommer med et perspektiv i samtalen.  

    Efter skoleudviklingssamtalen mailer forvaltningen et kort notat (som I har mulighed for at kommentere på inden offentliggørelse), der skal gøres tilgængeligt på skolens hjemmeside jf. 

    § 2 stk. 1, nr. 5, i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne. 

     

    NOTAT Skoleudviklingssamtale Taarbæk Skole 2024

    Indeholder:

    • Formål med samtalen
    • Deltagere ved samtalen
    • Dagsorden for samtalen
    • Notattekst

    Fra skolen deltog: 

    Alle i skoleledelsesteamet 

    Fra CUP deltog: 

    Mette Rønø (skolechef)

    Louise Hjorth-Jensen (skolekonsulent)

     

    Program - Skoleudviklingssamtale 2024

     

    Præsentation og rammesætning v. Mette

    Roller og ansvarsområder bordet rundt. 

     

    Program v. Skolelederen

    Oprids af valg af temaer, data og gæster i samtalen 

     

    Skolens fokus v.  Skoleledelsen

    Formålet er, at vi gennem punktet får et fælles overblik over, hvilke indsatser der allerede er i gang på skolen, og hvad de har skabt af værdi. 

     

    • Hvad har skolen haft af indsatsområder det seneste år?
    • Hvilken værdi har indsatserne skabt?

     

    Hvor er skolen nu? - skolens situationsbillede v. Skoleledelsen og gæster

    Formålet er, at vi gennem punktet skaber et fælles billede af skolens situation og sammen bliver klogere på den udvalgte data.

    Skolen bedes som forberedelse til mødet udvælge data, som I er mest optagede af, og som belyser skolens situationsbillede. Vi når ikke at drøfte alt data, så udvælg de mest relevante nedslag. Det kan både være noget, I er stolte af, som I gerne vil forstærke eller noget, der kalder på handling. 

    Data kan være: 

    • Test i dansk læsning og matematik (obligatorisk)
    • Iagttagelser, fortællinger og oplevet kvalitet mv.
    • Elevernes karakterer ved afslutning af skoleåret 2022-2023
    • Trivselsdata
    • Udvalgt indhold fra Dataarket
    • Evt. andet

    Suppler jeres fortælling om, hvor skolen lykkes med at udvikle læringsmiljøer, hvor flere elever trives og udvikler sig, med et eller flere praksiseksempler belyst af relevante gæster.  

    • Hvad har I gjort?
    • Hvordan er det en succes?
    • Hvorfor tror I, det er blevet en succes?
    • Hvilke muligheder ser I for at udvikle på jeres praksissucces?

     

    Hvor skal skolen hen? v. Skoleledelsen

    Formålet er, at vi gennem punktet skaber et fælles billede af skolens retning/strategi, og bliver konkrete på handlinger og ledelsesprioriteringer. 

    Under punktet fortæller skolen om, hvilke strategiske indsatser de på baggrund af skolens situationsbillede er mest optagede af i skoleåret, der ligger forud. Vi drøfter også, hvilke koblinger der er mellem skolens indsatser og de fælles kommunale indsatser inden for 

    elevtrivsel og udvikling af skolens læringsmiljø med henblik på, at alle elever modtager undervisning tættest muligt på almenområdet. Øvrige indsatser fra årsaftalen kan også inddrages i drøftelserne. 

    I drøftelsen inddrages også perspektiver omkring ledelseskraft og samarbejde: 

    • Hvordan prioriterer i ledelseskraft omkring indsatserne, så det bliver bæredygtigt?
    • Hvordan kommunikerer I om indsatserne?
    • Hvordan samarbejder I med Skolebestyrelsen og Elevrådet om skolens indsatser?
    • Hvilken støtte har I eventuelt brug for fra forvaltningen eller fra andre, for at I kan lykkes med jeres indsatser?

     

    Tjek ud v. Mette

    Vi afslutter skoleudviklingssamtalen med, at alle om bordet fortæller, hvad de tager med fra skoleudviklingssamtalen. 

    NOTAT

    Læsning
    Skolen har evalueret resultaterne i de nationale test i læsning sammen med Center for Uddannelse og Pædagogik. Taarbæk Skoles testresultater ligger generelt over landsgennemsnittet. Skolen er opmærksom på enkelte klasser og grupper af elever, som har behov for en ekstra indsats.
    På Taarbæk Skole er der en tydelig opfølgning fra ledelsen og en systematisk tilgang til evaluering af elevernes læsning og stavning gennem hele skoleforløbet. En fælles testplan giver et tydeligt overblik over årets måneder, skolens årgange og test. Der indtænkes systematisk opfølgende indsatser for elever i læsevanskeligheder.
    Skolen har et særligt fokus på, at lærerne fortsætter med at lytte til og evaluere elevernes oplæsning – og dermed følger alle elevers læseudvikling tæt og systematisk. Der er ligeledes fokus på både erfaringsudveksling og sparring ud fra forskningsbaseret viden om læse- og staveundervisning.

    Mellemform
    En lærer og en inklusionspædagog fortalte om skolens mellemform i en af indskolingsklasserne og beskrev, hvilke specialpædagogiske metoder de anvender for at skabe succes i arbejdet med eleverne i klassen. Det opleves som værdifuldt, når det pædagogiske personale omkring elevgruppen har mulighed for at mødes til fælles forberedelse.

    Naturdannelse
    En naturfagslærer og en elev fortalte om skolens arbejde med naturdannelse. Formålet med undervisningen er at skabe bedre deltagelsesmuligheder, så flere elever motiveres i læringsfællesskaberne. Læreren fortæller, at natur og udeliv kan skabe motivation for mange elever, og om hvordan en ensartet struktur i naturfagsundervisningen skaber genkendelighed for eleverne. Eleven fortalte blandt andet, hvordan undervisningen i naturen skaber mere ro, fordi der er bedre plads, og fordi eleverne finder hinanden i mere varierede sammenhænge, hvor drenge og piger for eksempel er mere sammen, end når undervisningen foregår i klasselokalet.
    For at udbrede de succesfulde forløb i naturen skabes der rum for vidensdeling i personalegruppen, og skolebestyrelsen har udarbejdet et idékatalog med kontakter i lokalområdet.

    Pædagogisk udvikling
    Skolens ledelse fortalte om deres samarbejde med Helle Plauborg i forhold til fællesskabende klasseledelse, og hvordan de forestiller sig dette arbejde tage form fremover, hvor observation vil være næste skridt. Helle Plauborg har holdt oplæg for lærergruppen, hvorefter ledelsen har støttet processen. Skolens ressourcecenter har også et samarbejde med Stine K. Jørgensen med henblik på at udarbejde en antimobbestrategi baseret på den nyeste forskning på området.

    Observation
    I indeværende skoleår har skolens ledelse prioriteret tid til observationer tæt på kerneydelsen af henholdsvis lærere og pædagoger med fokus på fællesskabende klasseledelse og fællesskabende aktiviteter. Efter observationerne har der været en samtale med den enkelte medarbejder i forbindelse med MUS.

    Kort version

    Skolen har evalueret nationale test i læsning og ligger generelt over landsgennemsnittet, men enkelte klasser har behov for en ekstra indsats. Der er systematisk opfølgning og evaluering med en fælles testplan og opfølgende indsatser for elever i læsevanskeligheder. Lærerne følger elevernes læseudvikling tæt og deler erfaringer.
    En lærer og en inklusionspædagog beskrev brugen af specialpædagogiske metoder i indskolingen og reflekterede over gevinsterne ved fælles forberedelse.

    En naturfagslærer og en elev fortalte om naturdannelse, hvor udeliv skaber motivation og bedre deltagelsesmuligheder. Erfaringen er, at undervisning i naturen giver ro og forbedrer sociale relationer. 

    Skolen samarbejder med Helle Plauborg om fællesskabende klasseledelse og med Stine K. Jørgensen om deres antimobbestrategi.

    Ledelsen har prioriteret observationer af lærere og pædagoger med fokus på fællesskabende klasseledelse og aktiviteter, fulgt op af samtaler ved MUS.