Gå til hovedindhold

SFO Henriksholm

Hos os i SFO'en er kombinationen af trygge rammer og en udfordrende indholdsrig hverdag et must! Vi lægger stor vægt på, at børnene skal have udbytte af deres fritid sammen med kammeraterne.

Indhold

    Vi værner om børnenes ret til at lege, fordi gennem legen udvikles vigtige sociale og motoriske kompetencer for livet!

    Vi er udendørs på vores legeplads så meget som vejret tillader, men har derudover også en række indendørs tilbud.

    Forskellige aktiviteter, tegning, maling, syning, spil, boldspil og redskaber i vores lillebitte gymnastiksal og af og til dans og ”shows”, som børnene oftest selv arrangerer. Og Playstation, der KUN kører i vinterhalvåret, fra efterårsferien til påskeferien. Hvert barn får en halv times spilletid om ugen.

    Nogle aktiviteter er skemalagt, andre kører efter lyst og behov. Af og til tager vi en tur ud af huset. Tirsdag og onsdag er turdage. Det betyder ikke, at vi tager af sted to gange om ugen, men når vi gør, er vi hjemme senest klokken 14.30

    Ud over ovenstående planlægger og gennemfører vi et par større pædagogiske projekter i løbet af året, hvor alle børn deltager.

    Hver eftermiddag holder vi samling, og serverer et lille måltid for børnene. Det sker i tidsrummet 14.45 – 15.15., og fredage 14.30 – 15.00. Her giver vi beskeder og taler med børnene. Derfor sætter vi meget stor pris på, at afhentning af børnene sker før eller efter ovennævnte tidspunkt.

    Sidste fredag i hver måned afholder vi fællesfødselsdag for de børn, der har fyldt år i månedens løb. SFO´en sørger selv for diverse lækkerier, lagkage, fødselsdagssange og hurraråb. Med andre ord: forældrene skal ikke give børnene noget med at dele ud i SFO´en på fødselsdage.

    Tøj og tasker fylder meget i Henriksholm! Og da vi har særdeles begrænset garderobeplads, kan det meget tøj nemt blive et problem! Giv jeres børn tøj med efter vejr og årstider, og hjælp dem med at få det tøj hjem, de ikke bruger.

    Hvert år kunne vi smide flere store sorte sække med tøj ud, som bare ligger og flyder. Derfor: Hjælp jeres børn og jer selv:

    SKRIV ALTID FULDE NAVN OG KLASSE I ALT TØJ OG TASKER!

    Skolebusordningen på Sorgenfriskolen, er et tilbud til børnene fra 0.- 3.klassetrin.

    Yderligere information og tilmelding sker gennem skolens kontor på telefon 45 28 42 80.

    Vi har ikke SFO/Hjem-samtaler som et fast punkt på vores dagsorden, men I er naturligvis ALTID velkomne til at kontakte os og få en snak om det, der ligger jer på hjertet!

    Medicin og sygdom: Får jeres børn medicin af nogen som helst slags, har de allergi eller andet, skal vi naturligvis vide alt om det! Hellere for meget end for lidt.

    DEADLINES på aflevering af sedler om ferier, m.m., beder vi jer indtrængende om altid at overholde meget nøje!

    Tilbagemeldingerne fra jer er meget vigtige brikker i et større stykke planlægningsarbejde. Derfor!

    Hvis der er ændringer i aftaler omkring afhentning af jeres barn, skal I forældre – IKKE barnet – venligst meddele os dette, helst  inden klokken 12.45 den pågældende dag. I kan sende os en mail, ringe på telefon 45 28 43 05, eller skrive i barnets kontaktbog.

    Uden besked direkte fra jer, vil vi holde os til de eksisterende faste aftaler om jeres barns afhentning.

    Mobiltelefoner er vi ikke glade for i SFO! Derfor forbliver børnenes mobiltelefoner slukket og i børnenes tasker i SFO-tiden.

    Og endnu et hjertesuk om mobiltelefoner… Jeres børn vil være rigtigt glade, hvis jeres mobiltelefon er i jeres lomme – og ikke ved jeres øre – når I kommer for at hente dem.

    Game-boys, og andet personligt legetøj medbragt hjemmefra, er vi heller ikke glade for, da vi har haft mange ærgerlige episoder med bortkommende eller ødelagte ting, jalousi, m.m. Får jeres børn alligevel egne legeting med, skal vi understrege, at det sker på barnets og forældrenes eget ansvar.

    Medbragte game-boy-spil og andet elektronik må først benyttes af barnet efter vores eftermiddags-samling, klokken ca. 15.15.

    VEL MØDT I HENRIKSHOLM SFO!!