Sorgenfriskolens principper
Udarbejdet af skolebestyrelsen ved Sorgenfriskolen
Forord
Ifølge folkeskolelovens §44 har skolebestyrelsen kompetence til at fastsætte principper for skolens virksomhed. Principperne skal ligge inden for lovens rammer og inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Skolebestyrelsen skal fastlægge rammerne, men det er skolelederen, der træffer de konkrete afgørelser.
Sorgenfriskolens principper er vedtaget af skolebestyrelsen som retningsgivende for skolen. De markerer normal praksis og erfaring indenfor særlige områder, hvor holdninger og ønsker kan være forskellige. Principperne gælder for elever, forældre, ansatte på skolen og ledelse på Sorgenfriskolen, og udtrykker gensidige forventninger.
Udover at fungere som anvisninger for elever, forældre, medarbejdere og ledelse, er Sorgenfriskolens principper skolebestyrelsens udgangspunkt for at kunne tilse, at skolens ledelse driver skolen i overensstemmelse med de principper skolebestyrelsen har udarbejdet.
Oversigt over principperne
Godkendt af skolebestyrelsen 6/2023
Formål
Forældrenes deltagelse i barnets skolegang skal sikre, at skolen og forældrene i samarbejde tager ansvar for det enkelte barns faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling.
Forældrenes deltagelse i skolens liv skal styrke opbakningen til skolen og fællesskabet i barnets klasse.
Mål
- At forældrenes ressourcer udnyttes så godt som muligt til gavn for elevernes trivsel og læring.
- At forældrene er bevidste om, at deres engagement i deres barns skolegang er vigtig for barnets læring og trivsel.
- At sociale og faglige arrangementer på skolen giver forældrene et indblik i deres barns hverdag på skolen.
- At sociale og faglige arrangementer på skolen medvirker til at fremme såvel elev- som forældrefællesskaber i klassen.
Skolens ansvar
- Skolen tilstræber at planlægge undervisningen, så forældrenes involvering i deres barns læring, i så høj grad som muligt, bidrager til barnets faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling.
- Skolen tilstræber at arbejde for, at forældrene bliver bevidste om, at deres deltagelse i barnets skolegang er vigtig for barnets læring og trivsel.
- Skolen tilstræber at arbejde for, at barnets indskoling bliver så hensigtsmæssig som muligt. Det anbefales, at forældrenes eventuelle deltagelse højest strækker sig over én uge.
- Skolen tilstræber at arbejde for, at forældrene ved, hvordan de kan støtte deres barns læring i skolen bl.a. ved aktiviteter uden for skoletiden.
- Skolen tilstræber at arbejde for, at en gruppe af forældre i hver klasse påtager sig rollen som kontaktpersoner (kontaktforældre, klasseråd, e.l.). Disse skal inddrages i planlægning og gennemførelse af forældremøder samt tage initiativ til sociale arrangementer i klassen.
- Skolen tilstræber at planlægge sociale og faglige arrangementer, så flest mulige forældre kan deltage.
Forældrenes fokusområde
- Forældrene støtter deres barns læring i videst muligt omfang i såvel skolen som i hjemmet.
- Forældrene tilstræber, at deres barn møder læringsparat* i skolen. Herunder at forældrene signalerer, at skolen er vigtig, samt at man respekterer skolens regler og almindelige normer for god opførsel.
- Forældrene tilstræber at deltage i de faglige og sociale arrangementer på skolen.
- Forældrene tilstræber at arbejde for et stærkt forældrefællesskab, så alle elevers læring og trivsel højnes.
* Når vi taler læringsparat taler vi om at barnet møder i skole, så udhvilet som mulig, kommet godt ud ad døren hjemme, har fået morgenmad og har madpakke/frugt og evt. drikkevarer. Så har barnet de bedste forudsætninger for at klare skoledagen. I forhold til selv undervisningen og deltagelse i SFO, har vi en forventning om at barnet er forberedt så godt som muligt (man har læst ugeplanen med sit barn) og barnet har de materialer med som barnet skal bruge i sin hverdag. Hvis der er elementer i forhold til det at være læringsparat der er udfordrende, er det en fællesforpligtigelse mellem skole og hjem at mødes og finde de bedste løsninger.
Godkendt af skolebestyrelsen 6/2023
Formål
Lejrskole er en integreret del af skolens øvrige arbejde og har til formål at understøtte udviklingen af elevernes faglige og sociale kompetencer.
Lejrskoler giver således lærere og pædagoger mulighed for, at arbejde med børnenes faglige og personlige udvikling på afvekslende måder, der naturligt inddrager det omgivne samfund.
Principper
Lejrskoler planlægges af klassens team med inddragelse af eleverne.
Lejrskoler varsles i forbindelse med planlægningen af det efterfølgende skoleår, dvs. inden sommerferien før det år, hvor lejrskolen skal finde sted.
Der afholdes følgende lejrskoler på Sorgenfriskolen:
Én introtur af op til tre dages varighed (1-2 nætter) for 0.-2. klasser.
Én tur på op til fem dages varighed (4 nætter) i perioden fra 3. til 6. klasse.
Én tur på op til fem dages varighed (4 nætter) for udskolingen.
Lejrskole betragtes som en del af skolens samlede virksomhed og udgifter til disse afholdes af skolens samlede rammebevilling. Der opkræves alene et kosttilskud. Beløbet fastsættes efter Forbrugerstyrelsens overslag. Kosttilskuddet opkræves ved alle lejrskoler uanset budget for den pågældende lejrskole.
Retningslinjer for afholdelse af lejrskole
Ved et lejrskoleophold forstås i denne forbindelse undervisning over flere skoledage henlagt til en lokalitet uden for skolen med det formål at give eleverne lejlighed til på stedet at gøre erfaringer, som ikke kan gøres i skolen med hensyn til emner og fagområder, der har tilknytning til den daglige undervisning.
Lejrskole er en integreret del af skolens øvrige arbejde betyder, at der er mødepligt og at der kan indgå emner eller dele som supplerer eller træder i stedet for den daglige undervisning.
Bemanding: Der er som udgangspunkt normeret med mindst 3 lærere/pædagoger pr. klasse.
Normeringen vurderes i øvrigt altid ud fra den enkelte klasses størrelse og elevsammensætning.
Økonomi: Der er afsat et fast beløb til lejrskole pr. deltager.
Aktuelt er beløbet 200 kr. pr. dag. (2022), plus kosttilskud pr. elev.
Kosttilskuddet er forældrebetaling på 90 kr. pr. døgn. (2022)
Godkendt af skolebestyrelsen 6/2017
Formål
Formålet med princippet er at sikre, at Sorgenfriskolens personale ved, hvordan de skal håndtere en situation hensigtsmæssigt, hvis en elev kommer til skade.
Samtidig skal det sikre, at både elever og forældre er klar over, hvordan skolens personale håndterer en skadessituation.
Princip
Når elever får småskader underretter skolen normalt ikke hjemmet, fx hvis skaden kan klares af personalet på skolen.
Hvis elever får skader, som kræver lægehjælp, underretter skolen hjemmet pr. telefon.
Hvis eleven skal på akutmodtagelse – og forældrene ikke kan nå at komme før ambulancen, følger der en af skolens medarbejdere med. Skolen sørger for, at eleven får sine identitetspapirer med.
Godkendt af skolebestyrelsen 6/2017
Formål
Formålet er at have en praksis, der kan lindre almindelige smerter hos eleverne og samtidig, at barnets forældre kan få skabt et overblik over behovet.
Princip
Skolens personale vurderer behovet for en smertestillende tablet. Der udleveres ikke smertestillende tabletter til elever i indskolingen. Hvis en tablet udleveres til en elev på mellemtrinnet, kontaktes hjemmet. Hvis en tablet udleveres til en elev i udskolingen, kontaktes hjemmet som udgangspunkt ikke. Skolen kontakter under alle omstændigheder hjemmet, hvis eleven bliver ved med at have smerter. Skolens personale noterer, hvornår og til hvem, der udleveres smertestillende tabletter. Forældre orienteres, hvis et barn skal have mere end en tablet om måneden.
Godkendt af skolebestyrelsen 6/2017
Formål
Formålet er at sikre en vurdering af uopfordret tilsendt materiale inden det udleveres til eleverne, så elever ikke modtager materiale, som er uvedkommende.
Princip
Skolens ledelse/-kontor modtager alt materiale til gennemsyn og vurderer, om materialet er relevant at uddele til eleverne. Materiale, der reklamerer for produkter, materiale til videresalg samt reklamemateriale fra erhvervsvirksomheder udleveres ikke. Alment oplysende materiale fra lokale foreninger og interesseorganisationer kan være relevant at uddele. Skolens ledelse kan vælge, at materiale kan uddeles til elever, når særlige grunde taler herfor. Skolebestyrelsen orienteres efterfølgende.