Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Science Festival i Lyngby udforsker ”Den yderste grænse”

"Den yderste grænse" er temaet for dette års Science Festival i Lyngby. Omkring 3000 børn og unge i Lyngby-Taarbæk vil i løbet af festivalen i uge 39 arbejde med naturvidenskab og IT i et tæt samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommune.

24. sep. 2018

Indhold

     

    Foto kreditering: Astra

     

    I Lyngby-Taarbæk Kommune og i Vidensbyen har man et stærkt fokus på skole-virksomhedssamarbejde. Igen i år er virksomheder gået sammen med skoler og uddannelsesinstitutioner i Lyngby-Taarbæk om et imponerende program ved dette års naturvidenskabsfestival - Science Festival - i uge 39. Eleverne kommer til at arbejde med alt fra membraner til vandrensning og målinger på solceller til bæredygtig udnyttelse af ressourcer og håndtering af affald og regnvand.

    Samarbejde er kernen

    Ideen til 'Science Festival' i Lyngby udspringer af Vidensbynetværk for Skole og Uddannelse, der samler Lyngbys private virksomheder, kommune og uddannelsesinstitutioner i et fagligt netværk med henblik på at fremme interessen for naturvidenskab hos børn og unge. Netværkstovholder Ole Stahl, Employer Branding Specialist hos Haldor Topsøe, ser en stor værdi i at arbejde på tværs af sektorer:

    "Samarbejde på tværs er kernen i Vidensbyen, så vi lægger rigtig meget vægt på at virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen samarbejder om Science Festival. I løbet af ugen bliver eleverne udfordret til at arbejde sammen og finde gode løsninger på konkrete problemstillinger. De kommer til at få et indblik i både hvad virksomhederne arbejder med og den måde virksomheder arbejder på. Det vil være med til at ruste dem til fremtidens arbejdsmarked."

    Samtidig glæder Ole Stahl sig over, at samarbejdet mellem skoler og virksomheder ikke kun begrænser sig til én uge, men at virksomhederne får besøg af skoleklasser og laver aktiviteter med eleverne året rundt.

    Skattejagt

    En anden af de virksomheder, der deltager i Science Festival, er Microsoft Development, som bl.a. har planlagt en kryptografi workshop, hvor ca. 100 elever fra Virum Skole skal løse opgaver gennem kodning. Sara Kolka, Head of External Relations i Microsoft Development, udtaler:

    "I dag er eleverne digitalt indfødte, og vi har brug for unge mennesker, som kan skabe fremtidens digitale løsninger. Vi har selvfølgelig valgt at støtte op om Vidensbyens initiativ, og vi har fokuseret på at gøre vores bidrag til Science Festivalen legende og lærende. Vi prøver at gøre det interaktivt og sjovt for alle - ikke kun dem som allerede kan noget med teknologi. Det gælder om at vise dem, at her handler det om samarbejde og kreativitet, de møder vores ingeniører og forhåbentlig få nogle piger og drenge åbnet op for, at en IT-career kunne være noget for dem."

    Masser af aktiviteter på skolerne og Lyngby Torv

    I tillæg til Vidensbyens fokus på skole-virksomhedssamarbejde under Science Festival har Lyngby-Taarbæk Kommune et omfattende program med aktiviteter på alle skoler samt aktiviteter på Lyngby Torv. Formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann udtaler:

    "Science Festivalen er fantastisk for os på flere fronter: med Åben Skole i folkeskolereformen ønsker vi at inddrage vores lokalsamfund, virksomheder og uddannelsesinstitutioner lidt mere i skoleelevernes hverdag. Det giver eleverne et indblik i livet efter skolen, og knytter det lærte i skolen til praksis. Science festivalen er et godt eksempel på det. Ydermere åbner festivalen op for nysgerrigheden overfor - og fordybelse i - naturvidenskab og klimaproblematikker hos vores børn og unge. Det er den type viden, vi skal leve af i fremtiden. Lyngby-Taarbæk Kommune har nogle af Danmarks bedste skoler og uddannelsesinstitutioner. Det kommer ikke af sig selv. Science Festivalen bidrager med nye veje til læring og inspiration."
     

    Naturvidenskab er et fokusområde I Lyngby-Taarbæk Kommune, som ser mange fordele ved en uge i videnskabens tegn. Næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget, Martin Vendel Nielsen udtaler:

    "Jeg har ved selvsyn oplevet, hvordan elevernes nysgerrighed og interesse for de naturvidenskabelige fag bliver vagt og vedligeholdt ved deltagelse i kommunens naturvidenskabelige aktiviteter, helt fra de starter i institution, til de går ud af folkeskolen. Science Festivalen står i den forbindelse centralt placeret i udfoldelsen af kommunens naturfagsstrategi".

    Fakta om Science Festival i Lyngby

    • Afholdes i uge 39 på landsdækkende basis i regi af Astra, det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed.
    • I Lyngby engageres omkring 3000 elever i masser af aktiviteter hos virksomhederne, på DTU og i skolerne.
    • I alt 10 grundskoler, 3 ungdomsuddannelser, et universitet og en række virksomheder er involveret. Blandt virksomhederne deltager fx Aquaporin, Lyngby Storcenter, Geo, Haldor Topsøe, Lyngby Boligselskab, Magasin du Nord og Microsoft Development.

    Læs mere på http://vidensby.dk/projekt/science-festival/

      Kontaktinformation

    Lyngby-Taarbæk Kommune:
    Formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann, gitkw@ltk.dk.
    Næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget, Martin Vendel Nielsen, mrtni@ltk.dk
    Vidensbyen:
    Direktør Caroline Arends, ca@vidensby.dk