Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Plejecentre summer af højskoleånd

Højskoleuge på alle Lyngby-Taarbæks plejecentre

06. sep. 2018

Indhold

     

    Højskoleuge på Plejecenter Baunehøj

    Hygge og Højskoleuge

    Højskolegymnastik på Plejecenter Bredebo

    Højskolegymnastik på Plejecenter Virumgaard

    The Spirit of New Orleans på Plejecenter Solgården

    Højskolesang og højskoleånd - og masser af smil, nynnen og syngen. Denne uge byder på Højskoleuge på alle Lyngby-Taarbæks plejecentre.

    Social-og Sundhedsudvalget står bag initiativet til Højskoleugen.

    Formand for Social- og Sundhedsudvalget Bodil Kornbek siger: "Vi inviterede første gang til Højskoleuge på plejecentrene sidste år - og det blev modtaget med en så stor glæde hos beboerne, at vi har valgt at gentage succesen i år. Højskoleånden er en dejlig dansk tradition og en helt speciel fællesskabsfølelse - og da mange af vores beboere ikke længere har mulighed for at rejse eller tage på højskoleophold - forsøger vi med dette initiativ at bringe højskolestemningen ind på plejecentrene."

    Næstformand i Social- og Sundhedsudvalget Dorthe la Cour supplerer: "Ligesom vi de sidste par år har inviteret til Ældreuge for kommunens seniorer, er det vigtigt for os, at vi har et lignende tilbud til beboere på kommunens plejecentre, som ikke har mulighed for at deltage i alle Ældreugens aktiviteter. Her er højskoleugen et godt alternativ. En glad uge med sang, anekdoter og hygge og helt på beboernes præmisser."

    Højskoledagene er tilrettelagt og afholdes i samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og seniorhøjskolen Tisvilde Højskole - desuden hjælper en masse frivillige til, så ugen bliver en god oplevelse for alle.

    Musikken er omdrejningspunktet for ugen, da netop musikken kan være med at bringe glæde og minder frem - derfor er sange, genrer og epoker også valgt ud fra, at publikum skal kunne relatere sig til musikken i forhold til egne livshistorier.

    Beboerne har mulighed for at opleve højskoleånden med højskolegymnastik og formiddagssang i dagligstuerne, hvor en korsanger hver dag vil synge for og fortælle om de udvalgte sange fra højskolebogen

    Eftermiddagene byder på koncerter og anekdoter i både dagligstuerne og i caféerne, hvor forskellige kunstnere vil optræde.

    Der vil blandt andet være mulighed for at opleve Erik Grip underholde med sange og røverhistorier. Henry O'Connor fortæller om Irlands historie gennem gamle irske sange. Viseorkestret Halfdanskerne fortolker sange med tekster af Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Der er også mulighed for at komme på en rejse gennem Kim Larsens og Gasolins repertoire med Den intime Kim Larsen duo eller få en swingende oplevelse med The Spirit of New Orleans.

      Kontaktinformation

    Bodil Kornbek, formand for Social- og Sundhedsudvalget, boko@ltk.dk

    Dorthe la Cour, næstformand i Social- og Sundhedsudvalget, dorlc@ltk.dk

    Charlotte Herbert, leder af Aktivitet og Frivillighed, charh@ltk.dk