Nyt gadekær som klimaløsning i Bondebyen
Bondebyen i Lyngby får igen et gadekær. Det er i virkeligheden et regnvandsbassin som kan modtage regnvand, så man undgår oversvømmelser i området. Samtidig skal gadekæret fungere som et rekreativt mødested i landsbyen.
Bondebyen har flere gange oplevet oversvømmelser ved kraftige regnskyl. Den gamle fælleskloak og renseanlæggets kapacitet er presset, og med de forventede klimaforandringer er der ikke plads til vandet.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at ændre et vejkryds i Bondebyen til et moderne spildevandsteknisk anlæg. Formanden for Teknik- og Miljøudvalget Sigurd Agersnap uddyber: "Klimaudfordringerne betyder, at vi skal arbejde med langsigtede klimaløsninger i byen. Det kommende regnvandsbassin i Bondebyen bliver et gadekær i grønne omgivelser, som også kommer til at fungere som et rekreativt rum for borgerne. I de kommende år er det nødvendigt, at vi tænker klimaet ind i vores byudvikling".
Næstformand Richard Sandbæk fortsætter: "Gennem en længere dialog med borgerne i området, er vi nået frem til en god løsning, som passer ind i området. Det har ikke været let. Derfor er jeg glad for, at den endelige løsning tager højde for borgerne ønsker, samtidig med at regnvand adskilles fra spildevandet og håndteres i et spildevandteknisk gadekær. Det viser at intelligente klimaløsninger kan integreres i vores byrum på en måde, som respekterer områdets særpræg."
Et vejkryds i Bondebyen bliver forvandlet til et grønt byrum med gadekær. Det bliver blandt andet resultatet af en klimatilpasningsindsats, hvor vandet håndteres på overfladen. Ved at tage vejvand ud af kloakken, rense det og lede det ud i Mølleåen reducerer man belastningen. Alle vejriste i Bondebyens nordlige del nedlægges, og det man kalder hverdagsregn ledes til det grønne byrum, hvor det først ledes til rensning igennem beplantning og filtermuld og derefter opsamles og udledes til Mølleåen. Når der er skybrud, og anlægget er fyldt, ledes regnvandet på vejen (Gl. Lundtoftevej) ned i Mølleåen, hvor det ikke gør skade.
Inddragelse og fælles løsninger
Projektet startede allerede i 2013 med en medfinansieringsaftale imellem Lyngby-Taarbæk Forsyning og Kommunen, og i 2015 var projektforslaget klart, men blev efter nogle borgermøder i 2016 lagt på hylden efter kritik fra borgerne. I 2017 blev det taget op igen, men denne gang med en tæt inddragelse af en følgegruppe, der repræsenterer et bredt udsnit af interessenter, hvis input er blevet indarbejdet i projektet. På den måde kan projektet komme til at give større værdi til lokalområdet.
Projektet er en indsats i fokusområdet omkring den centrale del af Lyngby, som er udpeget i Lyngby-Taarbæk Kommunes klimatilpasningsplan.
Fakta
- Hovedformålet er klimatilpasning. Samtidig giver projektet et grønt byrum og elementer omkring trafiksikkerhed.
- Vejkrydset ændres og den forskudte del af Peter Lunds Vej indsnævres for at give plads til det nye anlæg. Derudover bliver vejen hævet en smule nogle steder, og der laves bump på Gl. Lundtoftevej, så vandet ledes ned i anlægget og videre ned i Mølledammen.
- Strækningen på Gl. Lundtoftevej syd for anlægget laves til en skybrudsvej og kantstenen hæves.
- Vejen holdes tør ved hverdagsregn med linjeafvanding i vejens sider, og ved skybrud vil der løbe vand på vejen.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap, sigur@ltk.dk; 6075 9125
Næstformand for Teknik- og Miljøudvalget, Ricard Sandbæk, richs@ltk.dk; 3014 3963