Nye ungdomsboliger på vej i Lundtofte
Byplanudvalget sætter gang i processen for etablering af cirka 420 nye ungdomsboliger på Lundtoftevej 160
Det betyder, at der vil blive igangsat proces for lokalplan, kommuneplantillæg og tilhørende miljøvurdering for projektet på Lundtoftevej 160. For området i Lundtofte vil der derudover blive udarbejdet en rammelokalplan, som inddrager ideer og forslag fra borgere og interessenter i bydelen.
Simon Pihl Sørensen, formand for Byplanudvalget, siger: "Vi har arbejdet intenst med dialogen om udviklingsplanerne i Lundtofte. Derfor har vi nu et værdifuldt fundament af ideer og forslag fra områdets borgere og interessenter. Dem arbejder vi videre med i de konkrete projekter, som fremover vil være udgangspunkt for dialog og inddragelse. Nu går vi i gang med projektet med omkring 420 ungdomsboliger."
Jonh Tefke fra Byplanudvalget tilføjer: "Projektet er tilpasset og reduceret i højden, bl.a. efter drøftelser med Lundtofteparkens Afdelingsbestyrelse og efter vurdering i Byplanudvalget. Vi sætter også processen i gang med forslag til lokalplan med høringer og fortsat dialog. PensionDanmark er projektudvikler på de 420 ungdomsboliger. De har udarbejdet det nuværende udgangspunkt, som er et revideret forslag, hvor bygningshøjderne er reduceret fra 27 til 18 meter, og hvor ungdomsboligerne er ændret fra en karrébebyggelse til punkthuse."
Projektområdet er placeret syd for Lundtofteparken og nord for DTU. Der planlægges stiforbindelse fra projektområdet ind i Lundtofteparken og ned til universitetsområdet, hvilket vil kunne understøtte en nord-sydgående stiforbindelse mellem DTU og Lundtofteparken og videre mod nord. Der vil blive udarbejdet en rammelokalplan lige øst for boligprojektet, så rammerne for den samlede ejendom indgår i den fortsatte inddragelse af naboer og andre interessenter.
Gennem flere år har en helhedsplanlægning for Lundtofte være drøftet grundigt med borgere, erhvervsliv, foreninger og politikere. Drøftelserne har ført til, at forslag til helhedsplan er blevet erstattet af et idekatalog og en række pejlemærker for udviklingen i Lundtofte, som kan bruges i forbindelse med konkrete projekter.
Dialogen med borgere og erhvervsliv om fremtidens Lundtofte har givet stor viden og indsigt om behov, synspunkter og ønsker for udviklingen af Lundtofte. I den kommende byudvikling af Lundtofteområdet vil dialog med borgere, erhvervsliv m.fl. fortsætte i planprocesserne på konkrete projekter.
Kontaktinformation
Yderligere oplysninger Byplanudvalget:
Formand for Byplanudvalget, Simon Pihl Sørensen sps@ltk.dk, 4018 7274
Dorthe la Cour, næstformand dorlc@ltk.dk, 4014 6363
John Tefke johnt@ltk.dk, 5051 1131
Karsten Lomholt karsl@ltk.dk, 2240 7076
Søren P. Rasmussen spr@ltk.dk, 3091 4490
Gitte Kjær-Westermann gitkw@ltk.dk, 5030 1201
Sigurd Agersnap sigur@ltk.dk, 6075 9125