Ny sundhedsprofil for Lyngby-Taarbæk Kommune
Der drikkes mindre alkohol - men ryges flere cigaretter
Den nye sundhedsprofil for Region Hovedstaden er netop blevet offentliggjort. 1.352 borgere over 16 år fra Lyngby-Taarbæk Kommune har deltaget i undersøgelsen og svaret på spørgsmål vedrørende deres trivsel og sundhed.
Tendensen er, at der drikkes mindre alkohol, men at flere, især unge, ryger dagligt.
Forsat fokus på at sænke alkoholforbruget
I Lyngby-Taarbæk Kommune ligger forbruget af alkohol i den høje ende. Sidste måling fra 2013 viste, at 10% af kommunens borgere havde et indtag af alkohol, der var højere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse, og 19% udviste tegn på afhængighed. Disse tal er i den seneste måling fra 2017 faldet til henholdsvis 9% og til 16%. Faldet i forbrug er både en national og regional tendens, så det er svært præcist at sige, hvad faldet skyldes.
Både regionalt og kommunalt har der være ekstra fokus på at sænke forbruget. I Lyngby-Taarbæk Kommune er der i 2017 igangsat en række indsatser i forlængelse af kommunens sundhedsstrategiske mål:
- Alkoholdebutalderen skal hæves, og færre unge skal være storforbrugere af alkohol.
- Andelen af voksne med risikabel alkoholadfærd i hjem med børn skal nedbringes til minimum regionsgennemsnittet.
- Andelen af voksne og ældre med storforbrug skal nedbringes til minimum regionsgennemsnittet.
Dette fokus fortsætter med indsatser i 2018.
Antallet af daglige rygere er steget
Tallene ser anderledes ud med rygning - her er den nedadgående kurve vendt. I Region Hovedstaden er der sket en stigning i andelen af daglige rygere (16%) især blandt de yngre befolkningsgrupper (16-34 år) og blandt personer under uddannelse. Andelen af 16-24-årige, der er ryger dagligt er steget fra 13 % i 2013 til 16 % i 2017. Blandt de 25-34-årige er der i 2017 14 % , der ryger dagligt mod 12 % i 2013.
I Lyngby-Taarbæk Kommune er andelen af daglige rygere 12 % - her er der sket en stigning fra 2013, hvor antallet var 10 %. Lyngby-Taarbæk Kommune afventer tal på, hvor mange unge rygere, der er i kommunen, men det forventes, at tendensen følger regionen.
I 2018 har Lyngby-Taarbæk Kommune ekstra fokus på unge og rygning, blandt andet med indsatser som "røgfri skoletid", som indebærer at de unge ikke må ryge i skoletiden - heller ikke udenfor skolens matrikel - samt ekstra fokus fra fx sundhedsplejersker og tandlæger, der er i kontakt med de unge. Indsatserne sker i forlængelse af kommunens Sundhedsstrategi.
Desuden er Lyngby-Taarbæk Kommune partner i Røgfri Fremtid, som er understøttet af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Målet er at skabe et samfund, hvor ingen børn og unge ryger, og hvor færre end fem procent af den voksne befolkning ryger.
Sundhedsprofilen skal nu analyseres yderligere og indtænkes i fremtidige sundhedsindsatser kommunalt og regionalt.
INDSATSER OG FAKTA:
Alkohol:
Eksempler på igangsatte initiativer og initiativer som igangsættes i 2018:
- Materiale til systematisk undervisning om alkohol på 6-7. klassetrin er udviklet og skal tages i brug på skolerne.
- Teaterforedrag for 7-8. klassetrin om bl.a. alkohol.
- Flere ungdomsuddannelser har udviklet fælles kodeks med henblik på at begrænse brug af alkohol ved fester, rusture mv.
- Sundhedscentret tilbyder en kort, rådgivende samtale til borgere med storforbrug af alkohol samt deres pårørende.
- Kommunens alkoholbehandlingstilbud Torvehuset tilbyder behandling og rådgivning til borgere med misbrug samt til deres familier og pårørende.
- Kommunen har udarbejdet "Vores alkoholdning", som beskriver kommunens grundlæggende værdier i relation til alkohol.
- Kommunen iværksætter i 2018 en indsats i forhold til at opspore alkoholproblemer blandt borgere - tidlig opsporing af alkoholproblemer har en betydning for, om det lykkes den enkelte at bremse et stort forbrug, inden det udvikler sig til afhængighed.
Fakta om alkohol:
- Omkring 3.000 dødsfald kan årligt relateres til alkohol.
- Risikoen for fysisk og psykisk sygdom, ulykker, skilsmisse, ledighed og ensomhed stiger i takt med alkoholindtag.
- Børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer, har større risiko for at blive udsat for fysisk og psykisk vold i hjemmet, tvangsanbringelse uden for hjemmet og for selv at udvikle alkoholproblemer senere i voksenlivet.
- Mænd, der drikker mere end 21 genstande per uge, har større risiko for at blive arbejdsløse eller ende på sygedagpenge end mænd, der drikker moderat.
- I takt med at alderen stiger, mindskes kroppen evne til at nedbryde alkohol. Det betyder, at promillen bliver højere i en aldrende krop.
- Alkohol kan forringe medicins effekt og øge bivirkningerne.
Rygning:
Eksempler på igangsatte initiativer og initiativer som igangsættes i 2018:
- Materiale til systematisk undervisning om tobak på 6-7. klassetrin er udviklet og skal tages i brug på skolerne.
- Sundhedsplejen informerer 9. klasses elever om risikoen for at begynde at ryge ved overgang til ungdomsuddannelse.
- Tandplejen informerer om rygningens skadelige virkninger (da de i munden kan se om den unge ryger) og henviser til de nationale rygestoptilbud henvendt til unge.
- Indførelse af røgfri skoletid, som indebærer at børn/unge ikke må ryge i skoletiden - heller ikke udenfor skolens matrikel.
- Gratis rygestopkurser udbydes af Sundhedscentret i kommunen.
Fakta om rygning:
- Tobak er den væsentligste årsag til en lang række livsstilsygdomme og for tidlig død.
- På årsbasis dør knap 14.000 danskere årligt som følge af rygning, heraf dør ca. 900 som følge af passiv rygning. Til sammenligning døde der 183 mennesker i trafikken i hele 2017.
Kontaktinformation
Sundhedsprofilen for Region Hovestaden samt kontaktinformation: www.regionh.dk/fcfs/sundhedsfremme-og-forebyggelse/Sider/Sundhedsprofil…