Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny stærk idrætsalliance i Lyngby-Taarbæk Kommune

Nyt partnerskab skal styrke lokale idrætsforeninger med særligt fokus på børn, unge og udendørs aktiviteter

19. apr. 2020

Indhold

    Lokale idrætsforeninger kan se frem til nye muligheder for at styrke foreningsarbejdet og få hjælp til at udvikle og igangsætte nye idrætsaktiviteter.

    Lyngby-Taarbæk Kommune, Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Lyngby-Taarbæk Kommune (FIL) og DGI Storkøbenhavn har indgået et strategisk partnerskab, som i de næste fire år skal styrke de lokale idrætsforeninger med særligt fokus på børn, unge og udendørs aktiviteter.

    Alle tre partnere går ind i det nye samarbejde med et strategisk sigte. Lyngby-Taarbæk Kommunes nye Idræts- og Bevægelsesstrategi beskriver en række konkrete tiltag og indsatser, som det nye partnerskab vil kunne understøtte. DGI Storkøbenhavn har samtidig i perioden 2019-2023 søsat en satsning, der skal styrke foreningerne som ramme for idræt og fællesskab for børn og unge. Og FIL har i 2020 lanceret en ny strategi, der skal styrke det lokale forenings- og idrætsliv.

    Borgmester Sofia Osmani siger: "Med Idræts- og bevægelsesstrategien har vi sat retningen. Partnerskabet skal bidrage til at folde strategien ud, ikke mindst med fokus på, at flere børn og unge får lyst til at deltage i idrætsfællesskaberne. Partnerskabsaftalen indebærer, at foreningerne inviteres med til at udvikle nye initiativer og indsatser. De bedste løsninger opstår, når foreningerne og deres unge medlemmer inddrages - det er dem, der ved, hvad der skal til for, at vi lykkedes med at nå målene i Idræts- og Bevægelsesstrategien."

    Særligt fokus på børn og unge

    Lyngby-Taarbæk Kommune, FIL og DGI Storkøbenhavn har tilsammen afsat mere end 2 mio. kr. til indsatser og initiativer, der skal styrke det lokale idræts- og foreningsliv. Aftalen har et særligt fokus på børn og unges mulighed for at deltage i motions- og idrætsaktiviteter samt på mulighederne for at fremme motion og bevægelse i naturen og byrummet.

    Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mette Schmidt Olsen siger: "Den nye partnerskabsaftale skal være med til at styrke samarbejdet, så flere børn og unge får lyst til at bevæge sig både inde og ude. Vores idrætsfaciliteter skal være mere fleksible, rumme flere sportsgrene og summe af liv - og vores fantastiske natur skal inspirere til endnu mere fællesskab og bevægelse blandt børn og unge".

    Foreningsudvikling

    Foreningsudvikling er et af de temaer, som fylder i partnerskabet. Aftalen indebærer, at udvalgte lokale foreninger vil blive tilbudt et skræddersyet udviklingsforløb. Det kan fx handle om hjælp til at rekruttere trænere og frivillige, inspiration eller støtte i forhold til at udvikle en stærk organisation, som kommunikerer tydeligt med de lokale borgere. Det konkrete behov defineres sammen med den enkelte forening.

    "DGI er foreningernes udviklingshus, og vi vil rigtig gerne hjælpe idrætsforeningerne med at lykkes i deres nærområde. Med partnerskabet er barren sat rigtig højt i Lyngby-Taarbæk Kommune. Vi skal være med til at sikre, at langt flere børn og unge har mulighed for at være en del af et stærkt og aktivt fællesskab. Det centrale er at tage udgangspunkt i foreningernes ressourcer, behov og ønsker - og derfra hjælpe dem videre," siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

    Teenagepiger i foreningsidrætten

    Partnerskabstalen har særligt fokus på piger, ikke mindst teenagepiger. Langt færre piger end drenge dyrker foreningsidræt. Pigernes deltagelse i idræt falder markant, når de bliver teenagere. Med aftalen får foreninger, som ønsker at arbejde målrettet med denne udfordring, mulighed for at deltage i et udviklingsforløb, der sigter på at udvikle tilbud målrettet pigerne.

    "I FIL er vi rigtig glade for, at aftalen specifikt sætter fokus på at tiltrække flere piger i foreningerne. Piger skal helt grundlæggende have den samme adgang til idrættens fællesskaber som drenge. Vi ønsker derfor at understøtte idrætsfællesskaber med afsæt i pigernes behov, og derfor har FIL valgt at afsætte 100.000 kr. til en fælles pulje, som foreninger kan søge, hvis de har indsatser målrettet teenagepigerne", siger Anni Frisk, formand for FIL.

    En fælles retning
    Med partnerskabsaftalen er der skabt en fælles retning og fortælling på tværs af de lokale idrætsaktører. For Peder Nedergaard, der er formand for DGI Storkøbenhavn, vækker aftalen også stor glæde.

    Peder Nedergaard siger: "Foreningerne har travlt med at tilbyde fantastiske aktiviteter for børn og unge. I DGI Storkøbenhavn håber vi på, at partnerskabet kan være med til at give foreningerne én samlet plan for idrætsudviklingen i kommunen herunder en løbende opfølgning. Ingenting kommer af sig selv, så selvfølgelig skal der lægges nogle fælles kræfter i arbejdet. Vi ser frem til samarbejdet, som vi forventer os meget af."

    Du kan læse hele partnerskabsaftalen på kommunens hjemmeside www.ltk.dk/oplevelser-og-fritid/sport-og-fritid/idraet-og-bevaegelse

      Kontaktinformation