Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Klatrevæg på vej i Lyngby-Taarbæk

Klatrevæg etableres på Lundtoftehallens gavlfacade

05. apr. 2020

Indhold

    Nu kommer der flere bevægelsesmuligheder til børn og unge i Lundtofte. I løbet af sensommeren 2020 vil en ny klatrevæg være klar til indvielse. Klatrevæggen etableres på Lundtoftehallens vestlige gavlfacade, og vil vende ud mod de eksisterende boldbaner.

    Borgmester Sofia Osmani siger: "Jeg ser frem til, at der fremover vil være mere plads til spontan leg og bevægelse for borgerne i Lundtofte. Klatrevæggen kommer til at ligge på Lundtofte Idrætsplads hvor der allerede er mange aktive foreninger - vi tror derfor på, at der er grobund for at skabe sociale fællesskaber i trygge rammer."

    I forbindelse med den forestående renovering af Lundtoftehallen, etableres en tre meter høj og 18 meter bred klatrevæg. Dette giver borgerne god mulighed for bouldering, hvor der klatres på langs i stedet for til tops. Klatrevæggens udendørs placering vil indbyde til spontan leg og bevægelse med forskellige sværhedsgrader.

    Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Schmidt Olsen, siger: "Klatrevægge er sjove og udfordrende - og indbyder til at man skal prøve kræfter med den. De giver mulighed for både samarbejde og konkurrence. Og uanset hvad, så handler det om bevægelse og sociale fællesskaber. Der kommer rigtig mange børn, unge og voksne i området ved Lundtoftehallen, og jeg tror, de alle vil få stor fornøjelse af klatrevæggen. Klatrevæggen er et led i implementeringen af vores Idræts- og Bevægelsesstrategi, hvor vi sammen med kommunens foreninger og idrætsudøvere har valgt at have fokus på at skabe 'Attraktive idrætsanlæg og uderum', herunder 'Flere bevægelsesmiljøer på eksisterende grønne områder.'"

    Klatrevæggen forventes at stå klar i løbet af sensommeren 2020. Udover selve klatrevæggen bliver der etableret et faldunderlag langs gavlfacaden. Dertil opsættes et multifunktionelt bevægelses- og opholdsmøbel, som kan benyttes af borgere fra nærmiljøet, samt brugere fra boldbanerne og tilskuere eller ventende familier til brugere på banerne. Møblet kan bruges til forskellige bevægelsesaktiviteter, fx parkourinspirerede øvelser, balance, almene træningsøvelser og udstræk.

      Kontaktinformation

    Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mette Schmidt Olsen, mobil: 30 50 59 19, e-mail: msol@ltk.dk