Gå til hovedindhold

Skolepatruljer hyldes i uge 5 med kampagnen "Den Sureste Uge"


Skolepatruljer i Lyngby hyldes med biograftur fredag 31. januar.

Lyngby-Taarbæk Kommune og Nordsjællands Politi fejrer skolepatruljerne i uge 5 med den årlige kampagne "Den Sureste Uge".

Indhold

    Skolepatruljerne, der hver morgen står på skolevejen for at sikre en tryg og sikker vej til skolen for deres medelever, får igen i år ekstra anerkendelse for deres indsats. Fredag 31. januar deltager 360 skolepatruljeelever og -lærere fra i alt ti skoler i Lyngby-Taarbæk Kommune i et særligt biografarrangement i Kinopalæet i Lyngby, hvor de får fornøjelsen af at se filmen ”Sonic the Hedgehog 3” – og hvor Borgmesteren vil takke skolepatruljerne for deres værdifulde arbejde.

    ”Skolepatruljerne fortjener et skulderklap. Jeg ved, hvor svært det kan være for teenagere at komme op om morgenen. Og lige nu hvor det er både koldt og mørkt uden for, skal de unge mennesker have en ekstra stor tak for deres imponerende indsats i den udfordrende morgentrafik ved kommunens skoler,” udtaler Borgmester Sofia Osmani.

    ”Vigtigt at hjælpe andre i trafikken”
    Skolepatruljerne har en afgørende rolle i trafikken, særligt i de kolde og mørke vintermåneder. Ifølge en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring med deltagelse af 2.854 skolepatruljeelever siger næsten ni ud af ti, at de er glade for at være en del af skolepatruljen. Mange nævner, at det vigtigste for dem er at hjælpe andre i trafikken, og mere end halvdelen føler sig både mere ansvarsbevidste og bedre til at passe på sig selv i trafikken som følge af deres rolle.

    Der er også positive effekter for elevernes daglige rutiner, da hele 36 % svarer, at de er blevet bedre til at stå op om morgenen, hvilket kan glæde mange forældre.

    Skolepatruljen får bilister til at sænke farten
    Den landsdækkende kampagne "Den Sureste Uge" markerer skolepatruljernes indsats i den mørkeste og koldeste tid af året. I år deltager 82 kommuner.

    "Skolepatruljernes arbejde er ikke kun vigtigt for de børn, der går til skole, men bidrager til en generel større tryghed på vej til og fra skolen. Trafikanter nedsætter hastigheden, når de ser en skolepatrulje, hvilket øger sikkerheden for alle", udtaler Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

    Skolepatruljeordningen blev lanceret i Danmark i 1949 efter amerikansk inspiration og har gennem årene været en vigtig del af trafik- og skolekulturen. Siden da har tusindvis af elever bidraget til at skabe en tryg start på skoledagen.

    Den Sureste Uge er en årligt tilbagevendende kampagne, der hylder skolepatruljerne for deres arbejde i vintermånederne.