Pædagogiske mål
De pædagogiske mål på Lindegårdsskolens SFO
- At skabe et trygt, anerkendende og udviklende pædagogisk fritidstilbud, hvor vi støtter op om det enkelte barns trivsel, relationer, sociale kompetencer, empati og ansvarlighed
- At vi på SFO ikke tolererer mobning eller drillerier
- At vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang til børnene, da anerkendelse styrker barnets oplevelse af at blive set, hørt, forstået og lære sig selv at kende. Anerkendelse handler ikke kun om enighed, ros og positiv bekræftelse, men mere om en grundlæggende indstilling til børnene som ligeværdige trods forskellighed
- At børnene danner venskaber på tværs af årgangene, da vi heri ser et større fællesskab hvor børnene får forskellige roller, lærer af hinanden, hjælper hinanden og bliver bedre til at rumme hinandens forskelligheder
- At børnene lærer om demokrati, konflikthåndtering, sociale spilleregler, forpligtende fællesskaber samt SFOens regler og rutiner
- At vi på SFO vægter konflikthåndtering højt. Selvom vi kan have en travl hverdag, vil vores højeste prioritet altid være at hjælpe med at løse en konflikt, når den opstår. Ved at støtte børnene i konflikthåndtering, giver vi dem også redskaber til, at de nemmere selv kan løse de små ting i hverdagen
- At vi på SFO tilbyder voksenstyrede aktiviteter, hvor vi er sammen med børnene. Vi opbygger tillid og relationer til dem og ser bl.a. børnenes sociale relationer, kompetencer og ageren med hinanden
- At børnene selv kan vælge fra og til. Det er med til at give dem selv- og medbestemmelse og på sigt lære, at kunne se konsekvenser af egne valg
- At der er tid og mulighed for fri leg på SFOen. Vi ser det vigtige i, at den frie leg er med til at styrke børnene i deres venskaber, identitetsdannelse, fantasi, kommunikation, samarbejde og forhandlinger, som de i høj grad bruger til hverdag
- At vi følger kommunens mad- og måltidspolitik og serverer derfor hovedsageligt groft og grønt/frugt i vores café