Gå til hovedindhold

Kæmpekran flytter shuntstation på plads i Virum, og træerne i lokalområdet bevares

Grønnevej lukkes for biltrafik i en uge mellem Vangeledet og Virumgade, mens shuntstation på næsten 78 tons løftes på plads af en af Danmarks største kraner på hjørnet af Grønnevej og Virumgade. Shunten løftes hen over en række flotte, gamle egetræer for at passe på dem.

Grønnevej - Virumgade. Den gule ring markerer dér hvor den store kran skal løfte shuntstationen henover de flotte egetræer.

Indhold

    På vegne af Vestforbrænding er entreprenør M.J. Eriksson lige nu i gang med at gøre klar til den shuntstation, der skal forsyne hele energidistrikt ”Nord for Virumvej” med fjernvarme. Først skal der graves på p-pladsen ved Virumgade/Grønnevej - og bagefter skal shuntstationen løftes på plads.

    En shuntstation kaldes også ”shunt” – læs mere om shuntstationer i faktaboks her på siden.

     

    Kæmpekran flytter shunt på plads – for at bevare træerne

    Shuntstationen på Grønnevej er et bygningsværk på 4x8 meter, der sammenlagt vejer næsten 78 tons. For at passe på de flotte, gamle, sunde egetræer ved parkeringspladsen bliver shunten løftet ind over træerne i to dele og samlet i hullet.

    Da shunten vejer så meget, er det en af Danmarks største kraner, der kommer for at løfte den på plads. Størrelsen på kranen gør, at den skal bruge noget tid på at blive samlet og stillet op, før den er klar til brug.

     

    Grønnevej lukket for bilkørsel 27. april - 3. maj (senest)

    Fra søndag 27. april til og med lørdag 3. maj har M.J. Eriksson brug for at inddrage noget af Grønnevej for at gøre klar til det store løft. Der vil være lukket for bilkørsel på Grønnevej på strækningen mellem Vangeledet og Virumgade i perioden.

    Vi forventer, at løftet vil ske tirsdag 29. april i tidsrummet kl. 11.30 – 17.00. Når kranen har udført opgaven og er kørt væk, vil Grønnevej åbne for bilkørsel igen. Vejret afgør, hvilken dag dette bliver – dog senest 3. maj.

    • Arbejdstiden er typisk kl. 7 - 18 på hverdage, og der vil forekomme weekendarbejde
    • For at arbejdet skal vare så få dage som muligt vil der i perioden være dage, hvor arbejdet påbegyndes før kl. 07 og afsluttes efter kl. 19
    • Entreprenøren gør, hvad de kan for at begrænse gener og få trafikken til at glide bedst muligt, men naboer vil både kunne se og høre deres arbejde

     

     

    Entreprenørens arbejde påvirker de trafikale forhold

    I oversigtsbilledet her på siden kan du orientere dig om, hvordan forholdene i området kommer til at være i graveperioden. To af de vigtige informationer vedrørende trafikale ændringer er følgende:

    • Grønnevej vil være spærret for al kørsel med biler på strækningen mellem Vangeledet og Virumgade, så længe kranen er der
    • Der vil være adgang for gående og cyklister, og de vil blive ledt forbi arbejdsområdet ved hjælp af skiltning, der hvor færdslen er anderledes end normalt

    En shuntstation skal under alle omstændigheder placeres ved hjælp af en kran

    • På Grønnevej er der en række sunde egetræer, der har stået der i mere end 60 år - og som Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at bevare. For at løfte shuntstationen ind over træerne, benytter man en af landets største kraner
    • Ved etablering af shuntstation på Carl Lundsvænge i Lyngby i august 2024, benyttede man en mindre kran