Asbest i byggematerialer
Asbest findes i mange forskellige slags byggematerialer, og der gælder særlige regler for håndtering af asbestholdige materialer, anmeldelse og bortskaffelse af asbestholdigt affald
Asbest findes i mange forskellige slags byggematerialer, og der gælder særlige regler for håndtering af asbestholdige materialer, anmeldelse og bortskaffelse af asbestholdigt affald
Fra 1. januar 2025 er der krav om, at virksomheder som arbejder med asbest, skal have en særlig autorisation til dette. Det vil sige, at du ikke længere selv må tage dit eternittag med asbest ned, men at det skal være et firma med autorisation, der udfører arbejdet. Dog må du gerne selv foretage mindre arbejde, såsom at udskifte enkelte bølgeeternittagplader med asbest.
Arbejde med asbestholdige materialer hører under Arbejdstilsynets regler, som gælder både for virksomheder og for privatpersoner. Hvis du er bekymret for, om nedtagning af dit eget eller naboens tag med asbest sker korrekt, skal du kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88.
Asbestarbejde skal anmeldes til Arbejdstilsynet via virk.dk. Privatpersoner skal også anmelde asbestarbejde, evt. via mail til Arbejdstilsynet.
Asbestaffald skal anmeldes til kommunen senest 14 dage før arbejdet påbegyndes.
Læs mere nedenfor.
Når du håndterer materialer, der indeholder asbest, kan der ved forkert behandling blive frigivet store mængder mikroskopiske asbestfibre, som kan trænge ned i lungerne. Asbest er kræftfremkaldende og kan forårsage blandt andet lungehindekræft.
Håndtering af asbestholdige materialer skal derfor foregå på en måde, der i størst muligt omfang hindrer frigivelse og spredning af asbestfibre.
Læs mere om asbest og sundhed:
Asbest forekommer flere steder, end man umiddelbart skulle tro. Der er brugt asbest i byggematerialer fra ca. 1920 og frem til 1988, hvor det blev forbudt at anvende.
Typisk benyttede man asbest i tagpap, i tagplader af bølgeeternit og skifereternit, i sålbænke og beklædningsplader i eternit. Indendørs kan der forekomme asbest i visse typer loftplader og i vægplader (fx bagved en brænde- eller kakkelovn), i fliseklæber bag klinker, samt i isoleringsmateriale til vandrør, vandvarmere og varmtvandsbeholdere.
Derudover kan der være asbest i isoleringen i visse typer stålskorstene og sågar i gamle pengeskabe. Magnesit- og terrazzogulve kan indeholde asbest indstøbt i cement. Klæber i tagpap, vinyl og linoleum af ældre dato kan også indeholde asbest.
Hvis dit eternittag er fra før 1984, indeholder taget asbest. I perioden mellem 1984 og 1988 blev der produceret eternittagplader både med og uden asbest.
Du må gerne selv fjerne eternittagplader med asbest fra dit hus til og med 31. december 2024, men Arbejdstilsynet fraråder dette.
Personer under 18 år må ikke arbejde med asbest. Taget skal vandes først for at begrænse støv med asbestfibre til omgivelserne, hver enkelt plade frigøres og pladen skal forsigtigt tages ned i hel tilstand fra oven af. Eternitplader skal pakkes ind i plastik og mærkes med "asbest".
Der er bl.a. krav om personlige værnemidler (maske og dragt), bad og omklædning i miljøvogn samt afskærmning af arbejdsområdet.
Pladerne skal behandles meget forsigtigt. Du må bl.a. ikke smide tagpladerne ned, fordi de knækker og frigør asbestfibre til omgivelserne. Du må heller ikke skære i asbestholdige plader.
Arbejdstilsynets regler angiver, at der skal foretages rengøring af taglægter, tagspær og loftisolering når arbejdet er afsluttet. Regler for arbejde med asbestholdige materialer findes på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Reglerne skal overholdes, også af privatpersoner. Kommunen anbefaler, at alt arbejde med at fjerne asbestholdige tage og øvrigt asbestholdigt materiale, udføres af en virksomhed med uddannet personale. Fra 1. januar 2025 er det et krav, at firmaer, som fjerner asbestholdige materialer, have en autorisation hos Sikkerhedsstyrelsen.
Når der monteres nyt tag eller solceller ovenpå et eksisterende eternittag med asbest, frigives der asbest til omgivelserne, når der bores huller i tagpladerne ved monteringen. Arbejdet skal derfor udføres meget forsigtigt, og det asbestholdige støv skal opsuges med en H-mærket støvsuger godkendt til asbestarbejde.
Du må ikke sælge eller genbruge asbestholdige byggematerialer.
Hvis du fx fjerner asbestholdige tagplader, må du ikke sætte dem på igen, da dette betragtes som genbrug. Du skal bortskaffe tagpladerne efter gældende regler.
Du skal anmelde asbestaffald til kommunen, mindst 14 dage før du går i gang. Affaldet skal anmeldes til kommunen, hvorefter kommunen anviser affaldet til en godkendt modtager.
Mindre mængder asbestaffald kan du selv aflevere uden anvisning på kommunens genbrugsstation. Affaldet skal være pakket ind i dobbelt lag plast og afleveres efter genbrugsstationens modtageregler.
Asbestholdigt affald skal emballeres forsvarligt ved at fugte affaldet og emballere det i to lag klar plast og mærke poserne "asbest".
Hvis der sker forurening med asbest på din ejendom eller hos dine naboer, kan du som bygherre drages til ansvar. Det er derfor vigtigt, at du fremover at benytter et autoriseret firma til at fjerne asbest fra din ejendom.