Princip d: Vi fremmer handlekraft
I Lyngby-Taarbæk vil vi være en handlekraftig og socialt bæredygtig kommune
Handlekraft i et samfund med nye forudsætninger
Demografi, klima, miljø og sundhedstilstand er under forandring, og det stiller nye krav og forventninger til borgere og kommune. COVID-19 pandemien i 2020 gjorde det alt for håndgribeligt, hvor vigtigt det er at være forberedt på nye situationer, og på at kunne handle under uventede og svære forudsætninger. Pandemien har også lært os sammenhængen mellem den enkeltes og den fælles handlekraft, og hvor meget en fælles indsats betyder. Denne erfaring kan vi bruge positivt i den grønne omstilling. Som kommune fremmer vi handlekraft, når vi skaber rammer for inkluderende fællesskaber, så alle kan stå og handle i vilkår, der forandrer sig.
Uddannelse og viden er en vigtig ressource for alle
Alle skal være med til at håndtere nye typer af udfordringer, og de fremtidige generationer skal klædes på til at bidrage og trives i ændrede levevilkår. Kommunens uddannelser og institutioner har et særligt ansvar og kan påvirke en hel generation af borgere, hvor alle er med. Vi lægger vægt på at integrere bæredygtighed i uddannelsernes indhold og fysiske rammer.
Lige adgang til trivsel og sundhed
Jo bedre den enkelte trives, jo bedre forudsætninger har han eller hun også for at være den bedste version af sig selv - i sit eget liv, i fællesskabet og i en bæredygtig omstilling. Kommunen sætter rammer for mange menneskers hverdag, og strategien peger på, at alle skal værdsættes, og at alle borgere skal have lige adgang til et sundt liv, et godt arbejdsliv og gode uddannelsesmuligheder. Forandringer rammer alle, og mange er stærke og har ressourcer, der gør, at de kan træde forrest. Andre har mindre. Dem, der har dårligst forudsætninger, skal hjælpes. Alle kan deltage i den bæredygtige omstilling.
Dialog og inddragelse
En vej til at opbygge og udvikle tillid og fælles ejerskabsfølelse er, at kommunen i højere grad inddrager borgerne i planlægning og beslutninger, og giver mulighed for at den enkelte har indflydelse fx på sit lokalområde. Så bliver der tale om “fælles” frem for “kommunale” beslutninger. Dialog og inddragelse er afgørende, når vi skal udvikle nye løsninger og nye måder at gøre tingene på. Lysten driver værket og gennem motivation og større forståelse for hinanden kan vi skabe grobund for fælles handling og en bæredygtig udvikling.
Det vil vi gøre
- Forvaltningen etablerer et bæredygtighedssekretariat/ team, som har til formål at koordinere og projektlede implementeringen af strategien
- Lyngby Taarbæk Kommune formidler aktivt og agerer på bæredygtighedsarbejdets fremdrift og dilemmaer, og holder sig opdateret på andre kommuners erfaringer
- På skoler og daginstitutioner inddrages børn og unge i bæredygtige aktiviteter, ligesom ressourcer og affald indgår i det pædagogiske arbejde og undervisningen. Udgangspunktet er at børn skal lære, hvordan man aktivt kan handle over for komplekse bæredygtighedsudfordringer
- Kommunen understøtter og fremhæver initiativrige personer og grupper blandt lærere, administration og elevgrupper i uddannelsessektoren. Kommunen stiller også værktøjer og ressourcer til rådighed, så deres initiativer kan udbredes og udvikles
- Det skal sikres, at den bæredygtige omstilling bidrager til øget trivsel bla. via reduceret støj og luftforurening og øget mulighed for bevægelse. Fx skal det undersøges, hvilke tiltag der kan være med til at begrænse den lokale partikelforureningen fra brændeovne og oliefyr i kommunen
- Det skal sikres igennem helhedsløsninger, at den bæredygtige omstilling bidrager til øget sundhed og trivsel bl.a. via reduceret støj og luftforurening og øget mulighed for samvær og bevægelse. Det indebærer at kommunen arbejder tværfagligt og helhedsorienteret og søger at løse flere problemer samtidigt. Fx skal det undersøges, hvilke tiltag der kan være med til at begrænse den lokale partikelforurening fra brændeovne og oliefyr i kommunen. Det skal sikres, at den bæredygtige omstilling bidrager til øget trivsel bla. via reduceret støj og luftforurening og øget mulighed for bevægelse. Fx skal det undersøges, hvilke tiltag der kan være med til at begrænse den lokale partikelforureningen fra brændeovne og oliefyr i kommunen
- Der etableres en profilbørnehave som pilotprojekt, der indtænker bæredygtighed i både bygninger, udearealer og børnenes hverdag
Kommunen forpligter sig
Med principperne for handling forpligter kommunen sig selv og sine borgere på, hvordan vi skal føre målene ud i livet.
Strategi og handlingskatalog
Her kan du læse bæredygtighedsstrategien og handlingskatalog.