Malene skaber nærvær og tætte relationer til beboerne
Nære relationer, stor rummelighed og ønsket om at se beboerne lykkes i deres liv er emner, der er vigtige i arbejdslivet for pædagog Malene Haddad Vinter Sylvest.

”Jeg nyder at være gulvpædagog, fordi jeg virkelig elsker relationen til beboerne”
Malene taler hurtigt, levende og meget passioneret da vi sætter os for at tale om hendes ansvarsområder, erfaringer, værdier og ønsket om at gøre en stor forskel for borgerne i beboerhus E på Bostederne.
Egentlig var det Malenes plan at blive skolelærer, og hun var også startet med at læse på Blågårds Seminarium.
Men hun fandt hurtigt ud af, at hendes interesse lå mere i relationsarbejdet og det direkte og nære arbejde med mennesker – hvilket førte hende til specialområdet.
Hvad er dine arbejdsopgaver på Bostederne?
Jeg er primært pædagog og kontaktperson for to beboerne i hus E, men derudover er jeg også medicin- og sundhedsansvarlig.
Det vil sige, at det er mig, der bestiller og har styr beboernes medicin og har et ekstra øje på deres trivsel og sundhed.
Jeg tager også med dem til sundhedsvejledere eller diætister, hvis der er behov for det, og på den måde får jeg ny viden og nye vinkler på, hvordan man kan gøre tingene anderledes i forhold til at hjælpe beboerne bedst muligt.
I rollen som kontaktperson er det vigtigt for mig at skabe en god relation til beboeren og have en anerkendende tilgang, så vedkommende kan mærke, at jeg er oprigtig, nysgerrig og nærværende.
Hvordan giver det dig energi og motivation at arbejde med vores borgergruppe?
Jeg er enormt taknemmelig for at være på et bosted, hvor jeg føler mig velkommen i beboernes hjem, og hvor beboerne rummer stor kærlighed til hinanden – dét giver mig stor arbejds- og livsglæde.
Det giver mig også motivation og energi at kunne bringe lethed ind i noget, der nogle gange kan være statisk eller fastlåst.
Jeg arbejder jo med en gruppe, som har brug for rammer og meget struktur, men jeg kan selv være smule aktivistisk, og bryder mig ikke om regler, for reglens skyld.
Så jeg tror at kombinationen af mig og dem i samspil kan være rigtig positivt, fordi jeg føler, at vi åbner op for fleksibilitet i deres adfærd.
De ser, at det er okay, at tingene ikke altid er så stramme, og at vi sammen kan skabe et rum, hvor tingene kan være lettere og mere åbne.
Hvornår føler du dig succesfuld i dit job?
Det gør jeg, når beboerne virker oprigtig glade i situationer, som vi (mine kollegaer og jeg) har været med til at påvirke.
Derudover så bliver jeg nærmest lykkelig, når hele teamet lykkedes med at få beboernes idéer, tanker og drømme til at blive til virkelighed.

Hvad er det bedste ved dit job?
For mig er det helt klart relationsarbejdet med beboerne.
Jeg er ambitiøs på både mine egne og beboernes vegne, og det er netop i gode og tillidsbaserede relationer, man kan have både de svære og personlige samtaler, uden det virker forkert for beboerne at dele det, da de har tillid til, at man gerne vil hjælpe og støtte op.
Jeg kan virkelig godt lide, at der er plads til at kunne arbejde dybt med dét at være menneske, og få beboerne til at sætte pris på det, de har, og finde glæde ved de ting, de kan.
Når man arbejder på denne måde med beboerne, så bliver man også meget fortrolig med dem på mange måder - og jeg prøver at guide og vejlede så godt som muligt, uden at være en formynder.
Hvorfor kan du godt lide at arbejde på Bostederne Chr. X´s Allé?
Jeg kan godt lide at arbejde på Bostederne Chr. X’s Allé, fordi der er en utrolig rummelighed og varme her. Jeg mærker en ægte kærlighed både til arbejdet og til de borgere, vi arbejder med.
Alle gør deres bedste for at folk trives, og det er det, der er vigtigst.
Der er plads til, at vi kan gøre tingene på forskellige måder, hvilket giver os frihed til at finde de bedste løsninger, og ledelsen giver os den nødvendige plads og rum til at udføre arbejdet ordentligt.
Jeg oplever også stor anerkendelse for mit arbejde, og det betyder meget. Der er selvfølgelig svære dage, men jeg føler, at der er en forståelse og opbakning fra både kollegaer og ledelse, når det er nødvendigt.
Vi arbejder alle sammen mod det samme mål: at sikre, at de borgere, vi passer på, har det godt, og det styrker fællesskabet.
Hvad drømmer du om at opnå inden for de næste fem år af dit arbejdsliv?
Der er flere ting, jeg håber på, men mit største ønske er at se beboerne nå de langsigtede mål, vi har sat sammen for fremtiden.
Jeg ser frem til at opleve deres succeser og glædes over de mange hurra-øjeblikke, de vil få.
Jeg er desuden meget interesseret i det neuro-pædagogiske område, som fokuserer på samspillet mellem hjerne, krop, adfærd og omverden og jeg drømmer om at tage et kursus inden for dette emne i fremtiden.
Når jeg holder fri…
Så elsker jeg at løbe i naturen – jeg skal helst ud hver dag.
Har tidligere deltaget i forskellige maratonløb, bl.a. Palæstina Marathon, hvilket var en stor oplevelse.
Ellers går jeg meget op i menneskerettigheder, er ofte at finde til demonstrationer og har taget et aktivt valg om at blive veganer.
Kunst fylder også meget hos mig, så jeg tager ofte mine piger med på kunstmuseet Louisiana.
Når jeg rejser…
…så er det helt klart på solferie - jeg er besat af solen!
Vi har rejst meget i Andalusien i Spanien og rundt i Italien. Sidste år var vi på Sicilien og rundt i ”hælen” af Italien. I 2025 går turen igen til Italien – nærmere bestemt Rom og ud mod kysten.
Beskriv dig selv med 3 ord
Jeg prøver altid at være indlevende og nærværende, og så tror jeg, at andre vil bruge ord som ildsjæl og optimistisk om mig.
Hvad kan få dig til at grine?
Jeg griner ofte af de små ting i hverdagen eller når folk gør noget, der er uventet sjovt – det kan vælte mig helt omkuld – men jeg er også let at imponere.
Derudover kan jeg grine meget af Peter Sellers i Pink Panther eller Halløj på Badehotellet – så jeg er meget til plat og ’falden på halen’- humor.
Bonus Info om Malene
Bor i Helsingør og er gift med Morten
Har to piger fra tidligere forhold og 3 bonusbørn
Læser og hører alt fra mediet Information
Hører mange podcasts om alt mellem himmel og jord
Lever så vegansk som muligt, og tænker meget på bæredygtighed og klima
Stafetten sendes videre
Efter interviewet har vi bedt Malene om at give portræt-stafetten og mikrofonen videre til en kollega, som hun er nysgerrig på at lære bedre at kende.
Malene har valgt at give stafetten videre til Simon Bach Strange, som er social- og sundhedsassistent og praktikantvejleder for SSA-elever, i Aktivitetshuset Kong Christian X på Bostederne.
Valget faldt på ham, fordi hun finder hans energi spændende, hans drive imponerende, og så er hun nysgerrig på, hvad der motiverer ham i hans pædagogiske arbejde.