Gå til hovedindhold

Et godt arbejdsmiljø er alles ansvar

Vi har talt med Bostedernes fire arbejdsmiljørepræsentanter om deres erfaringer og udfordringer i rollen som AMR, og hvorfor de godt kan lide at arbejde med dette vigtige arbejdsområde.

28. jan. 2025
Portræt billede af alle fire arbejdsmiljørepræsentanter på Bostederne

Indhold

    Arbejdsmiljørepræsentanterne spiller en vigtig rolle hos Bostederne.

    De arbejder nemlig tæt sammen med ledelse og øvrige medarbejdere, for at sikre et sikkert, sundt og produktivt arbejdsmiljø.

    Vi har interviewet de fire arbejdsmiljørepræsentanter hos Bostederne; Helle Bak Hansen, Ida Rindom og Kasper Blume Andersen fra Chr. X´s Allé og Kåre Lichtenberg fra Carlshøjvej for at få dem til at uddybe, hvilke roller, pligter og ansvar, som det indebærer at være AMR.

     

    Hvad er det, I godt kan lide ved at være AMR?

    Kåre Lichtenberg:

    Dét, der motiverer mig til at være i denne rolle, hænger sammen med det, der handler om at passe på mennesker. For vi er jo ikke robotter, når vi går på arbejde.

    Vi er mennesker, der skal udføre et stykke arbejde, og vi kan potentielt gå i stykker, hvis vi bliver brugt forkert, eller hvis vi bruger os selv forkert.

    Så der er noget medmenneskeligt på spil i forhold til at være ansvarlig for arbejdsmiljøet - både i mødet med den enkelte kollega og i samarbejdet med ledelsen.

     

    Ida Rindom:

    Jeg synes, det er spændende at være med i maskinrummet og deltage i at træffe beslutninger og lave forskellige rammer og aftaler, som kan være med til at forbedre trivslen her på Bostederne.

    Men det er samtidig også dét, der kan være udfordrende, for man kan også nogle gange føle sig i klemme mellem ledelse og medarbejdere, især når det gælder tillid og loyalitet.

     

    Hvilke arbejdsopgaver har man som arbejdsmiljørepræsentant?

     Kasper Blume Andersen:

    Der er mange forskellige arbejdsopgaver, men egentlig er det alt, hvad der vedrører arbejdsmiljøet; det kan være udarbejdelse af APV i forhold til de fysiske og psykiske rammer, og opfølgende handleplaner på APV'er, samt hvordan man forebygger stress og sygdom.

    Helle Bak Hansen:

    Det, vi som AMR bidrager med, er medarbejderperspektivet på arbejdsmiljøet.
    Vi er vores kollegers garant for at arbejdsmiljøloven overholdes og at vi er med til at sikre, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at gå på arbejde.

    Vi har fokus på løsning af udfordringer og på forebyggelse.
     
    Både i forhold til at forebygge, men også i forhold til at tage ansvar, søge samarbejde og formidle medarbejdernes perspektiv på arbejdsmiljøet til ledelsen – og omvendt.

    En del af opgaven handler også om at tale med vores kolleger, både når de selv henvender sig, men også hvis man ad omveje hører, at der er noget en medarbejder eller en personalegruppe har brug for hjælp til.
    Så giver vi støtte og vejledning, så godt vi kan.

    Kåre Lichtenberg:

    Vi er jo medarbejdernes repræsentanter, så det handler om at skabe en gennemsigtighed omkring, hvad vil det sige at passe på arbejdsmiljøet, og hvad det er man som medarbejder skal være opmærksom på.

    Arbejdsmiljøet er alles ansvar, og det betyder at alle, hele vejen rundt i organisationen, har en forpligtelse til at bidrage til det gode arbejdsmiljø.

     

    AMR gruppe sidder og taler sammen

    De fire arbejdsmiljørepræsentanter hos Bostedet Chr.X´s Allé og Carlshøjvej

    Hvordan hjælper I hinanden i AMR-rollen?

    Helle Bak Hansen:

    Jeg værdsætter virkelig, at mine AM-kollegaer er så engagerede, og at vi er en så velfungerende gruppe.
    Vi er virkelig gode til at kommunikere og sparre med hinanden, i forhold til situationer, vi skal løse sammen.

    Ida Rindom:

    Helle har hjulpet mig rigtig meget, da hun har været arbejdsmiljørepræsentant længere tid end jeg har.
    Hun har også været TR, så hun ved rigtig mange ting og har godt styr på arbejdsmiljøloven. Og der føler jeg mig stadig meget ny.


    Kasper Blume Andersen:

    Et af de felter, hvor vi f.eks. ville gå ind og samarbejde og bruge hinanden, kunne være omkring, hvordan vi nedbringer sygdom.

    Her ville vi alle fire gå ind med hver vores perspektiv og finde en fælles tilgang og retningslinjer til, hvordan vi håndterer eller imødekommer denne udfordring med at få reduceret sygefraværet.

     

    Hvordan samarbejder I med ledelsen omkring udvikling af arbejdsmiljøet?

    Helle Bak Hansen:

    Vi har en øverste ledelse, der tager arbejdsmiljøet meget seriøst og udviser stor respekt omkring emnet.
    Det skaber grundlag for gode dialoger og et kommunikationsmiljø, hvor det føles naturligt at bringe tingene op til diskussion.

    Derudover har vi et fremragende samarbejde med vores dygtige sikkerhedsleder, Elena Rygaard Engelbrecht, som virkelig bidrager til at styrke indsatsen på området.

     

    Elena Rygaard Engelbrecht, Afdelings- og AM-leder:

    Det giver mig stor arbejdsglæde at arbejde sammen med de fire AMR'er.

    De er meget inspirerende at være sammen med, fordi de går så meget op i arbejdsmiljø, kollegaer, borgere, og organisationens trivsel i sin helhed.

    Jeg er imponeret over, hvordan de håndterer de svære opgaver, når der for eksempel kan opstå knas i samarbejdet, her formår de altid at holde fokus på det fælles mål om det gode arbejdsmiljø.

    Vi forsøger også at iværksætte forskellige fælles tiltag, så opmærksomheden på arbejdet med det gode arbejdsmiljø kommer til at leve mere i arbejdsdagen.

    Vi har bl.a. haft fælles fokus på ’Pause-kultur’ og ’Senior-aftale’, og så har vi også altid et stort fokus på forebyggelse af voldsomme episoder på arbejdet.

    Elena Rygaard Engelbrecht, Afdelings- og AM-leder

    Hvordan oplever I arbejdsmiljøet på Bostederne ud fra et AMR-perspektiv?

    Helle Bak Hansen:

    Bostederne er stort sted med mange forskellige huse, så det er svært at svare generelt på, men jeg vil sige, at de fleste huse har et godt arbejdsmiljø.

    Der er nogle huse, der kan være udfordret, hvilket så ofte hænger sammen med tunge arbejdsopgaver, men så bliver der sat ting i gang, der kommer et øget fokus og vi arbejder målrettet på at løse det.

     

    Kåre Lichtenberg:

    Min oplevelse er også at der grundlæggende er et godt arbejdsmiljø, men når der opstår udfordringer og et arbejdsmiljøproblem, så skal vi som AMR stå klar og være der.

    Det er aldrig et individuelt problem, men hele personalegruppen, og ledelsens problem, og så handler det om at støtte op og skabe fælles fodslag, så ingen føler sig alene med problemet.

    Ida Rindom:

    Det er mit indtryk, at vi alle ønsker at arbejdsmiljøet skal være så godt som muligt.

    Vi kan nogle gange have lidt differentierede opfattelser af, hvordan vi opnår det, og hvordan vi kommer derhen, men der er lydhørhed og vilje hele vejen rundt. 

    Og så vil vi gerne komme med en opfordring til vores kolleger:

    Kom endelig til os, hvis I har udfordringer. 

    Vi kan ikke afhjælpe noget, hvis vi ikke ved, at der er noget, der skal afhjælpes.

     

    Vil du læse, hvad medarbejderne fik ud af temadagen om trivsel og konfliktforebyggelse? Læs med her.