Udsigt til bedre vilkår for cyklister i Lyngby-Taarbæk Kommune
I Lyngby-Taarbæk Kommune er der flere og flere borgere, der cykler, når de skal fra A til B. Kommunen ønsker at styrke den positive udvikling ved at sætte større fokus på bl.a. vedligehold af Lyngbys cykelstier.

To cyklister på Engelsborgvej januar 2025. Foto - Lyngby-Taarbæk Kommune
Den samlede turandel for cykler i Lyngby-Taarbæk Kommune er det seneste år steget fra 12,8% til 14,4%. Målet i kommunens cykelstrategi er, at 21% af alle ture i Lyngby foregår på cykel i 2032. Det skal generelt være både attraktivt og trygt for alle at cykle i kommunen. Derfor sættes nu ekstra fokus på at forbedre vilkårene for cyklister i byen.
Kommunens Teknikudvalg godkendte både ”Nyt cykelregnskab” og ”Udmøntning af puljer på Vej og Park” tirsdag den 14. januar.
Cyklen er vigtig brik i vores bæredygtige kommune
Cykelregnskabet for 2024 var på Teknikudvalgets dagsorden - som en del af opfølgningen på sidste års vedtagne cykelstrategi for perioden 2023-2032. Cykelregnskabet udarbejdes hvert andet år og har til formål at evaluere de tiltag, der er implementeret under cykelstrategien, samt at vurdere fremdriften mod strategiens mål og delmål.
”Vi er dedikeret til at skabe en bæredygtig, sund og dynamisk kommune, hvor cyklen spiller en afgørende rolle i samspil og balance med øvrige transportmidler. Vi vil gerne understøtte denne positive udvikling med bl.a. renovering af cykelstier og forbedring af cykelparkering,” udtaler formand for Lyngby-Taarbæk Kommunes Teknikudvalg, Richard Sandbæk.
Udmøntning af puljer på Vej og Park
Teknikudvalget besluttede desuden, hvordan midlerne skal udmøntes fra puljerne "Vedligeholdelse af cykelstier og fortove" samt "Fremrykning af vedligehold af veje, stier og fortove".
"Vi er glade for at kunne prioritere flere indsatser for trafiksikkerhed og fremkommelighed for cyklister i kommunen, bl.a. etablering af cykelsti henover krydset Virum Stationsvej / Grønnevej. Dette vil bidrage til en mere sammenhængende og sikker cykelinfrastruktur," udtaler næstformand i Lyngby-Taarbæk Kommunes Teknikudvalg, Cecilie Lindahl.
I alt fem projekter er blevet prioriteret i denne omgang: Banestien i Taarbæk, Stiforbindelsen mellem Byagervej og Askevænget, Virum Stationsvej/Grønnevej, Vintappervej samt Rævehøjvej/Hjortekærsvej. Flere af projekterne er skolevejsprojekter. Derudover er et sjette projekt undervejs.
"Jeg er glad for, at vi med Banestien i Taarbæk prioriterer trafiksikkerheden for de lette trafikanter i området og dermed tager hånd om de udfordringer, som brugerne af stien oplever i forbindelse med deres daglige færden,” udtaler formand for Lyngby-Taarbæk Kommunes Teknikudvalg, Richard Sandbæk.

Bedre cykelstier i det centrale Lyngby
Udover de omtalte cykelprojekter her på siden blev disse to vedtaget i januar 2025:
Cykelsti på Toftebæksvej:
- På Toftebæksvej mellem Lyngby Hovedgade og Lyngby Storcenter er der i dag en 40 km/t-zone samt cykelbaner. Strækningen er 250 meter lang og benyttes hyppigt af mange cyklister - især mange cyklister som skal mellem Lyngby Station og DTU. Det er besluttet at etablere cykelsti på begge sider af Toftebæksvej mellem Lyngby Hovedgade og Lyngby Storcenter. I dag adskilles cykelister og bilister med cykelbaner på dele af strækningen (se billedet herover). Ved at anlægge cykelstier vil cyklisternes trafiksikkerhed og oplevede tryghed blive forbedret.
Asfaltering af cykelstier på hovedindfaldsveje
- For at leve op til cykelstrategiens målsætning om, "at opnå en stigning i cykelandelen gennem bedre udnyttelse af eksisterende cykelinfrastruktur fremfor gennem anlæg af ny cykelinfrastruktur" vil cykelstier på hovedindfaldsvejene til Lyngby C blive asfalteret. Det drejer sig bl.a. om Klampenborgvej, Engelsborgvej, Nybrovej og Stengårds Allé.