DK2020 Klimaplan
DK2020-klimaplanen er et værktøj til at føre kommunens Bæredygtighedsstrategi ud i livet og måle på effekten af vores indsats

Kommunens Bæredygtighedsstrategi 2020-2050 arbejder målrettet med grøn omstilling indenfor de forskellige sektorer, og med et mål om at opnå CO2-neutralitet senest i 2050.
DK2020-klimaplanen skal læses som en konkretisering af Bæredygtighedsstrategien, med fokus på at kunne måle effekten af strategien.
Samtidig indeholder klimaplanen en indskrivning i DK2020’s CAP-framework, således at den kan sammenlignes med øvrige kommuner.
DK2020 består af flere delmål frem mod 2050, som kort er beskrevet her, men tydeliggjort i Bæredygtighedsstrategien samt den dertilhørende handleplan. Bæredygtighedsstrategien er bygget op omkring tre fokusområder:
1. CO2, energi og transport
I Lyngby-Taarbæk kommune vil vi forsøge at begrænse udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, herunder udledning der stammer fra transport, el, varme mv.
Strategisk Energiplan fastlægger, hvordan vi vil opnå målet gennem konkrete indsatser, herunder udbygning af fjernvarme, geotermi mv.
Afbrænding af fossile brændsler er en af klimakrisens udfordringer. Lyngby-Taarbæk Kommune vil på sigt helt udfase fossilt brændsel i energiforsyningen. Målet er, at el- og varmeforsyningen skal være fossilfri i 2035.
Kommunen vil sikre energibesparelser gennem mindre energiforbrug pr. indbygger. Det vil ske både i kommunens egen drift og i form af langsigtet indsatser og kampagner.
Målet er, at energiforbruget pr. indbygger er sænket med 5% i 2024, 7% i 2030 og 10% i 2050 (målt i forhold til 2015).
2. Natur og klimatilpasning
Kommunen vil arbejde for at øge biodiversiteten både i haver og på offentlige arealer.
Målet er blandet andet, at mindst 75 % (48 ha) af kommunes grønne områder, som ikke er beskyttet natur, skal udpeges som areal, hvor biodiversiteten har høj prioritet.
Der skal udledes mindre spildevand til vandløb, søer og Øresund for at forbedre vandkvaliteten.
Målet er, at udledningen af opblandet husspildevand til recipienter ved hverdagsregn skal reduceres med mindst 90% inden 2050. Mængden halveres frem mod 2035, målt i forhold til 2020.
Kommunen ønsker at skabe mere grøn klimatilpasning, der kan mindske risikoen for oversvømmelse og andre fremtidige forandringer i vejr og klima.
3. Ansvarligt forbrug
Vi vil blandt andet sætte fokus på bæredygtighed ved indkøb af varer og ved byggeri og anlæg.
Målet er, at andelen af bæredygtige varer, materialer og ydelser i kommunens forbrug øges årligt, og forbruget blandt kommunens borgere ændres i en mere bæredygtig retning.
Vi vil reducere den samlede affaldsmængde fra borgere i kommunen, og der skal være bedre muligheder for at genbruge og reparere ting.
Målet er, at mængden af affald per borger falder løbende, og set i forhold til 2018 skal den falde med 5% i 2024, 10% i 2030 og 50% i 2050.
I Lyngby-Taarbæk vil vi genanvende mere af det affald, der produceres af husholdninger og erhverv, for at spare på klodens ressourcer og bidrage til at nedbringe udledningen af CO2. I 2018 sendte vi i Lyngby-Taarbæk 46% af affaldet fra kommunens husholdninger, og 40 % af affaldet fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner til genanvendelse – i stedet for at brænde eller deponere det.
Det er målet at øge denne andel af genanvendt affald år for år frem mod 75% i 2050.
Disse tre fokusområder vil være gennemgående for tiltagene som Lyngby-Taarbæk Kommune igangsætter for at nå målet om CO2-neutralitet i 2050.
Med DK2020 klimaplanen går vi et skridt videre med ambitionsniveauet og implementeringen af Bæredygtighedsstrategien. Vi har fokus på at skabe synergi og merværdi på tværs af fokusområderne, bl.a. ved at bidrage til CO2-reduktion i forbindelse med klimatilpasning.
Hvad er DK2020-klimaplaner?
En partnerskabsaftale mellem Realdania, KL og de fem regioner giver alle danske kommuner mulighed for at blive en del af DK2020. Kommunerne får i projektet teknisk hjælp og sparring til at udvikle, opdatere eller tilpasse klimaarbejdet i kommunen, så det lever op til internationale standarder.
Ambitionen med DK2020 er at sætte skub i indsatser, som skal bidrage til at opfylde Parisaftalen på kommunalt niveau.
Lyngby-Taarbæk Kommune indtrådte i november 2020 i DK2020-samarbejdet.
Kontakt
Telefontider
Mandag | 09:00 – 14:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 – 14:00 |
Onsdag | 09:00 – 14:00 |
Torsdag | 09:00 – 15:00 |
Fredag | 09:00 – 13:30 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Lukket Åben
Lyngby Rådhus
Lyngby Torv 17
2800 Kgs. Lyngby