Fast track ved langvarigt sygefravær
Tidlig opfølgning ved forventet langvarigt sygefravær.
Tidlig opfølgning ved forventet langvarigt sygefravær.
Du har mulighed for at få igangsat en ekstraordinær tidlig opfølgning - fast track - hvis du som sygemeldt allerede tidligt i dit sygdomsforløb ved, at dit fravær kommer til at vare mere end otte uger.
Både du og din arbejdsgiver kan bede om en tidlig opfølgning. Ansøger din arbejdsgiver, skal du altid bekræfte, at du er interesseret i den tidlige opfølgning. Medarbejderen er ikke forpligtet til at modtage den ekstraordinære og tidlige indsats.
Er der søgt om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale senest to uger efter ansøgningen. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Ved anmodning om fast track kommer arbejdsgiver, medarbejder og kommunen hurtigere i dialog omkring mulighederne for konkret støtte og konkrete redskaber, der i mange tilfælde kan bremse og mindske de menneskelige såvel som de økonomiske omkostninger ved en sygemelding.