Gå til hovedindhold

BioHUB giver sammen med virksomheder bier og insekterne et hjem

BioHUB forvandler golde virksomhedsgrunde til summende oaser af biodiversitet og var på besøg hos Netværk for Biodiversitet for at fortælle om deres arbejde.

Medarbejder fra BioHUB holder oplæg om deres arbejde til netværksmødet for biodiversitet, hvor de viser deres resultater frem med et før- og efterbillede.

Indhold

    Når virksomhederne åbner deres hjem og arterne flytter ind

    Netværk for biodiversitet fik en spændende indsigt i BioHUBs tilgang til biodiversitet, hvor man på et relativt lille areal på kun 60 m² skaber et fuldstændigt levested for insekter og sommerfugle. Netværket består af DTU, Boligselskabet LAB, Lyngby-Taarbæk Forsyning og Lyngby-Taarbæk Kommune.

    I samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet har BioHUB udviklet et koncept, hvor nøje udvalgte planter, insekthoteller, kvasbunker og små vandbaljer tilsammen danner rammerne for insekternes hele livscyklus – fra føde og vand til skjulesteder og ynglepladser. Så snart et nyt bioHUB-bed står klar, flytter de første insekter ind.

    Da man f.eks etablerede et bed ved en virksomhed i Søborg, fik kornblomsterne hurtigt besøg af en lille bi, hvilket skabte både glæde og stolthed hos virksomheden.

    For flere af BioHUBs samarbejdspartnere er det at kunne bidrage konkret til biodiversiteten en stor motivationsfaktor – ikke alene skaber det en grønnere profil, men det bringer liv og farve til områder, som ellers ikke får megen opmærksomhed. Det visuelle løft og de summende gæster er en påmindelse om, at virksomhederne gør en forskel.

    Hvad der er én persons skrald, er en andens guld

    Under mødet blev også et praktisk problem vendt: BioHUB har brug for dødt ved til sine bede, men det er svært at skaffe nok. Her trådte netværket til med en løsning – flere af medlemmerne har nemlig overskud af afskårne grene, blade og andet materiale, som ellers bare skulle fjernes. Det sparer netværksmedlemmerne for besværet med at opbevare materialet og giver BioHUB adgang til vigtige ressourcer til deres bioHUBs. Det viser et godt eksempel på, hvordan netværket skaber værdi for hinanden, hvor de selv ser skrald.

    Når fagfolk mødes

    BioHUBs besøg gav anledning til mange gode diskussioner om, hvordan netværkets medlemmer griber biodiversitetsarbejdet an, og BioHUB fik også masser af nye idéer med hjem. Blandt andet blev der udvekslet erfaringer om, hvordan man skaber de bedste forhold for flere af de nøjsomme planter ved at holde jorden næringsfattig.

    Når jorden har lavt næringsindhold, gives der bedre forhold for de mindre arter, som er knyttet til de næringsfattige forhold. For meget næring tiltrækker derimod mere dominerende arter f.eks. brændenælder og tidsler – som er gode for insekter, men ikke helt det ønskede i virksomhedernes biodiversitetsbede. Her handler det nemlig om at finde balancen imellem løsninger som både tilgodeser biodiversitet, men også virksomhedernes ønske om, at skabe smukke, varierede områder, som virksomhederne kan være stolte af at fremvise.

    Charternetværket for Biodiversitet er oprettet af §17 stk. 4-udvalget for Bæredygtighed og fungerer som en vigtig platform for vidensdeling og samarbejde mellem offentlige og private aktører. Her udvikles og testes konkrete løsninger, der både styrker biodiversiteten og inspirerer til nye tiltag til gavn for naturen.